Livet her

Vendsyssel FF henter Kevin Ray Mendoza i HB Køge

07. september 2020 kl. 16:20

HJØRRING: Vendsyssel FF har købt den 25-årige målmand Kevin Ray Mendoza fri af sin kontrakt i HB Køge, og han tilslutter sig dermed Vendsyssel FF med omgående virkning.

Cheftræner Lasse Stensgaard siger:

- Kevin har i lang tid været på shortlisten som en mulig fremtidig keeper i Vendsyssel FF. Men nu er situationen i begge klubber sådan, at et skifte passer godt nu. Med tilføjelsen af Kevin er vi nu rigtig godt besat på målmandsposten, hvor der er en hård og sund konkurrence. Han er en keeper, der passer godt ind i vores måde at ville spille på; God med fødderne, et godt blik fremad i banen og så gør hans efterhånden gode kendskab til rækken bestemt heller ikke noget.

Kevin Ray Mendoza glæder sig til at komme i gang:

- Det er helt vildt fedt at være kommet til Vendsyssel FF, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg har set frem til det, og det bliver en fornøjelse at spille for Vendsyssel FF. Min ambition er at gøre det godt, og forhåbentlig rykke op, hjælpe holdet, holde en masse clean sheets og vinde en masse kampe,” siger han.

Kevin Ray Mendoza kommer som sagt til Vendsyssel FF fra HB Køge, for hvem har han spillet siden 2019, og i den foregående sæson spillede han samtlige 33 kampe i NordicBet Ligaen. Mendoza har desuden spillet seks 3F Superliga-kampe i sin tid i AC Horsens. Han har i alt spillet 70 kampe i NordicBet Ligaen.

I 2018 var han udtaget til Filippinernes landshold til Asian Cup, men har stadig sin debut på landsholdet til gode. Kevin Ray Mendoza får nummer 32 i Vendsyssel FF, og træner første gang med sine nye holdkammerater i morgen, tirsdag.

Spillerfakta:

Navn: Kevin Ray Mendoza

Fødselsdato: 29. september 1994

Nationalitet: Dansk/Filippinsk

Position: Målmand

Tidl. klubber: Viborg FF, Kjellerup IF, Ringkøbing IF, Thisted FC, AC Horsens & HB Køge

Annonceret indhold

Nyeste