Livet her

Ventede hel nat på at komme i fitness-center

Tilbragte natten foran Metropol i Hjørring for at score åbnings-præmier hos Fitness 1

18. september 2018 kl. 13:18
HJØRRING: Der var kø udenfor Metropol, da Fitness 1 i Hjørring havde inviteret til åbningsfest med snoreklip lørdag morgen klokken 8.
Den første gæst tog allerede opstilling ved fitnesscenterets dør klokken 22 aftenen forinden, og da Metropol Shoppingcenter lukkede ned for natten, måtte han udenfor og vente. Her fik han i løbet af natten følgeskab af flere friske gæster, der tog opstilling i trænings-køen.
Nu var det ikke alene iver efter at træne i det ombyggede motionscenter, der fik de mange friske gæster ud af deres lune senge. De mødte tidligt, fordi de første fem gæster i køen fik et års gratis medlemskab.
Først i starthullerne var Nicolai Lundholm Jensen - der i øvrigt også fik æren af at klippe den røde snor sammen med centerleder Lene Weber. De næste fire i køen var Josephine Celestine Høngaard, Monika Karolina Hansen, Victoria Celestine Høngaard og Eva Marie Larsen.
De næste 15 i køen modtog et halvt års medlemskab, og de næste 30 fik tre måneders gratis træning.
Centerleder Lene Weber glæder sig over en åbningsdag fyldt med godt humør, hygge og høj puls i træningslokalerne. Mange nye kunder dukkede op til åbent-hus-dagen og meldte sig ind, og en del af centerets nuværende medlemmer kiggede også indenfor til rundstykker og kagehygge i løbet af dagen.
Annonceret indhold

Nyeste