Livet her

Video og billeder: Soldalløbet genopstod - 66 deltagere snørede skoene

10. august 2021 kl. 16:51

Ikke siden 2016 har Soldalløbet været holdt i Sindal, men det er nu genopstået i forbindelse med byens 150 års jubilæum. Soldalløbet er denne gang arrangeret af Sindal Idrætsforening i samarbejde med Vendelbocentret, og Erik Fredborg fra Soldalløberne har været teknisk samarbejdspartner.

Soldalløbet, som er et motions- og hyggeløb for hele familien, blev afholdt lørdag den 7. august med 66 deltagere. Initiativtageren til løbet, fodboldtræner Steffen Haabendal-Jessen, bød velkommen og kom med praktiske bemærkninger omkring løbets afvikling. Løbet blev officielt skudt i gang af 1. viceborgmester Per Møller (K), der også er formand for Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget. Per Hyldig (O) og Jørgen Christensen (V) fra Byrådet var også tilstede, og sammen med Per Møller repræsenterede de Det Politiske Koordinationsudvalg.

- På vegne af Hjørring Kommune og Byrådet er jeg super glad for at se, at så mange har valgt at støtte op om motionsløbet. I disse uger er der Olympiade, og flere af os følger garanteret med, når der dystes om medaljer. I dag dyster vi ikke om medaljer, og om hvem der kommer først over målstregen, når der skal løbes 2,5, 5 eller 10 km. Vi løber, jogger eller går turen for at opleve fællesskabet, som er så godt for krop og sind. Jeg er rigtig glad for, at jubilæumsløbet er med start og mål her ved Vendelbocentret, og at medarbejdere, frivillige og beboere er en stor del af jubilæumsløbet. Så hjertelig tak til Vendelbocentret for at I sammen med lokale ildsjæle i foreningslivet her i Sindal, vil arrangere jubilæumsløbet for byens borgere og gæster, sagde Per Møller blandt andet i sin åbningstale, hvor han også pointerede, at Byrådet og Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget gerne vil skabe flere sunde rammer, sætte spot på metal sundhed og trivsel samt styrke indsatserne for lighed i sundhed.

Efter talen blev de mange løbere sendt afsted på en naturskøn rundstrækning på 10, 5 eller 2,5 km. Løberne blev startet med et kvarters mellemrum, og til hver start var der nedtælling, og Per Hyldig og Jørgen Christensen affyrede konfetti ”kanoner”.

Vendelbocentrets beboere heppede på løberne, og bandet ”Klør Fem” leverede den musikalske underholdning. Beboere, Vendelbocentrets Venner og frivillige fra Sindal Idrætsforening sørgede for forfriskninger i form at kaffe og kage, softice, pølser, øl og vand. Og Sindal Vandværk var klar med det gode, rene og styrkende Sindal-vand til løberne, som også fik fornyet energi fra diverse sukkerting og frugt.

Annonceret indhold

Nyeste