Livet her

VIDEO - Stor tilslutning: To retter i hallen med underholdning i kamp mod ensomhed

01. november 2021 kl. 14:00

Danmark Spiser Sammen er en landsdækkende kampagne, som ”Folkebevægelsen mod Ensomhed” er initiativtager til. Mere end 80 organisationer, skoler, kommuner og virksomheder er med i bevægelsen, der hvert år sætter fokus på ensomhed og inviterer hele Danmark til at spise sammen og dermed øge det sociale fællesskab og skabe nye venskaber.

I Sindal inviterede Ældre Sagen til Spis Sammen i Sindal Hallerne i lørdags. Her deltog 162 i det store arrangement. Det er 6. gang, at Ældre Sagen arrangerer Spis Sammen. Første gang var det på Vestergården i Lendum med 50 deltagere. For at skaffe mere plads blev Spis Sammen det andet år flyttet til Aktivhuset i Sindal. Da der stadig var behov for mere plads besluttede bestyrelsen at henlægge fremtidige Spis Sammen arrangementer til Sindal Hallerne. Da det sidste år ikke kunne lade sig gøre at mødes fysisk, blev der arrangeret et ”Spis Sammen - hver for sig” med takeaway fra Martin Kok.

Det omfattende program begyndte klokken 12 med velkomst af formanden for Ældre Sagen John Kirstein, der også bød vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen velkommen, som holdt tale efter forretten.

Der blev serveret en to retters middag fra Martin Kok bestående af ananas med hønsesalat efterfulgt af svinekam stegt som vildt med flødekartofler. Under middagen spillede Jens Nørholm hyggemusik.

Efter hovedretten var der underholdning og fællessang med Henning Vad også kendt som ”Det syngende postbud”. Undervejs var der præmieuddeling på indgangsbilletten.

Dagen blev afsluttet med kaffe og hjemmelavet kringlekage bagt af Doris Kristensen og til sidst fællessangen ”Skuld gammel venskab rejn forgo”.

Ældre Sagens næste arrangement er torsdag den 18. november, hvor der er suppeaften i Aktivhuset og underholdning ved ”De Småborgerlige”.

Annonceret indhold

Nyeste