Mød Lisbeth Zorning i Kulturhus Løkken Foto: xx
Livet her

Zornig til Løkken med foredrag om mønsterbrydere

Lisbeth Zornig gæster Løkken Kulturhus 1. oktober

21. september 2019 kl. 09:15

LØKKEN: Tirsdag den 1. oktober kl. 19.30 byder Kulturhus Løkken velkommen til foredrag af Lisbeth Zornig om barndommens lange skygger, prisen for et mønsterbrud og livet som voksen med senfølger.

Det kan se smukt ud på overfladen, men de fleste mønsterbrydere kæmper med et mørke og har dage, hvor både lys og håb ligner flygtige drømme. Hvordan håndterer man det? Hun voksede op i et hjem præget af seksuelle overgreb, vold og fattigdom, men fik alligevel en universitetsuddannelse som økonom, blev mor til fem børn, gjorde karriere i IT-branchen og blev børnerådsformand.

Umiddelbart lyder det som en lykkelig fortælling. Men Lisbeth fortæller om vrangsiden, når barndommen kaster lange skygger ind i voksenlivet, hvor skam, angst, mistillid, søvnbesvær og grænseløshed er faste følgesvende.

Lisbeth Zornig Andersen voksede op som del af en underklassefamilie i Nakskov på Lolland, hvor hun blev misbrugt og misrøgtet. Lisbeth var anbragt på en række institutioner i løbet af sin barndom. Efter et ophold på Hylleholt Husgerningsskole for særligt vanskelige piger og en studentereksamen fra Haslev Gymnasium i 1986, lykkedes det hende at komme ind på Københavns Universitet, hvor hun blev cand.polit.

Lisbeth Zornig Andersen er hovedsageligt kendt som forfatter, aktivist og debattør på det socialpolitiske område, hvor hun kæmper for socialt udsatte og børn og unges vilkår.

Lisbeth Zornig Andersen har modtaget en række anerkendelser og er en af Danmarks mest profilerede meningsdanner på socialområdet. Hun lå i 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015 på Politikens liste over Danmarks 50 mest indflydelsesrige meningsdannere. Hendes barndomsbiografi Zornig – Vrede er mit mellemnavn, lå på bestsellerlisterne i knap to år. I 2012 udsendte DR en dokumentar om Lisbeths barndom med titlen ”Min barndom i helvede”, der blev en seersucces og vandt prisen som årets bedste dokumentar.

Lisbeth og hendes mand Mikael har derudover udgivet to skønlitterære krimier, Bundfald og Arkimedes, hvor hovedpersonerne ligeledes har været påvirket af børnemisbrug.

Annonceret indhold

Nyeste