Lukas Grøntved var i konkurrence to dage i træk på Foodexpo i Herning, hvor det ikke gik helt som ventet. Privatfoto
Mad & Drikke

Kokkeelev kom i skarp konkurrence: - Det er sådan set den mest nederen placering, man kan få

01. april 2022 kl. 10:39
Opdateret kl. 10:45

Kokkeelev fra Restaurant Abstrakt i Hirtshals, 20-årige Lukas Grøntved, kom i skarp konkurrence, da han tidligere på ugen deltog i Nordisk Mesterskab for unge kokke, som foregik til Foodexpo i Herning.

- Det gik egentligt fint, men der må man bare sige, at de var dælme gode, de andre. Der var hård konkurrence, og så lavede jeg et par dumme fejl, der nok gjorde, at jeg ikke blev nummer tre, fortæller Lukas Grøntved, der erkender:

- Der var hård konkurrence, og dem der blev nummer et, to og tre var de bedste.

Selv kom han lige ind efter dem på fjerdepladsen. Der var fem med, alle under 25 år - en fra Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland, og nogle af dem var udlærte kokke.

- Jeg er bare glad for, at jeg ikke tabte, det holder jeg mig oppe med. Når man lige siger det højt, at man er den fjerdebedste i Norden, så er det egentlig også okay, tænker jeg, siger Lukas Grøntved, der godt nok lige efter konkurrencen ikke var nået frem til den konklusion endnu.

- Jeg var skuffet og sur, selvfølgelig var jeg det. Jeg havde vel et spinkelt håb om lige at skulle snuse til de sjove pladser. Så jeg skulle lige være alene et par timer, så var jeg egentlig okay igen, fortæller han.

Forud for konkurrencerne blev der trænet flittigt på EUC Nord i Hjørring, hvor Lukas Grøntved er under uddannelse. Arkivfoto: Bente Poder

Lukas Grøntved deltog dagen før, også i Herning, i DM for kokkeeelever sammen makkeren Heine Sørensen, der også er kokkeelev på Abstrakt.

Men det gik ikke som forventet, da Heine Sørensen måtte udgå efter halvanden time på grund af sygdom.

- Lad mig sige det sådan, jeg fik lidt travlt, konstaterer Lukas Grøntved, der dog fik en anden hjælper men måtte improvisere en del.

Også her blev det til en fjerdeplads - lige udenfor præmierækken.

- Nummer fire til DM og nummer fire til NM, det er sådan set den mest nederen placering, man kan få, mener han.

Men Lukas Grøntved er klar til at gå videre mod nye mål.

- Jeg tager revanche næste år til NM, det er helt klart. Det er med at komme videre. Og så tror jeg, mit hoved er glad for, at det ikke er to konkurrencer på en gang. Det bliver dejligt med lidt ro på igen, og vi går nogle konfirmationer i møde på arbejdet, så skal det nok blive travlt igen, og så kører vi ligesom bare videre, siger han.

Næste år kan han ikke deltage i DM for kokkeelever - han bliver nemlig udlært til efteråret.

Annonceret indhold

Nyeste