Mad & Drikke

Marlene og Henrik købte pub med havudsigt: Sådan er det gået

01. august 2022 kl. 11:00
Opdateret 02. august 2022 kl. 10:21

Tilbage i april indledte Henrik og Marlene Bruun et nyt kapitel i deres arbejdsliv: De åbnede den engelske pub Fisherman’s Rest i Nr. Lyngby, som de havde købt tidligere på året. Parret ejer i forvejen en maskinforretning i Thise og er medejere af en tømrerforretning, men nu kastede de sig altså ud i et nyt område.

Og det er gået godt - både de og daglig leder Marianne Hald Hansen kan se tilbage på nogle gode måneder.

- Det har været fedt, fortæller Marlene Bruun.

- Det har været, som vi havde håbet på - alle folk er glade, og vi er glade, fortæller Henrik Bruun.

Åbningsdagen var lige op til påske, der var levende musik, og det blev en super aften, hvor pubben var fuldt booket med spisende gæster.

- Det var skide sjovt. Folk var klar på at åbne Fisherman’s Rest, fortæller Marlene Bruun.

Påsken gik over stok og sten, fortæller Marlene Bruun. Foto: Kim Dahl Hansen

- Jeg husker, at det var helt fantastisk på åbningsdagen - der var ikke ét lille problem, fortæller Henrik Bruun.

- Vi var forberedte til finderspidserne, supplerer Marlene Bruun.

Glade gæster

Ejerparret stod selv i baren på åbningsdagen - der var i alt syv personer i baren plus opvaskere og afryddere, for de ville være sikre på at være nok på førstedagen. Mange af gæsterne kom også for at spise, andre kom til senere til musikken. Og det var glade folk, husker de tre, som i det hele taget melder om, at de har fået en rigtig god modtagelse af gæsterne.

- Når folk kommer her, er det for at få en god oplevelse. De er glade - de er bare tilpas, oplever Henrik Bruun.

Henrik Bruun i baren, der byder på mange forskellig slags øl fra hane. Foto: Kim Dahl Hansen

De har oplevet, at der kommer mange gæster.

- Det er godt besøgt, siger Marlene Bruun.

- Der kan vi ikke klage, konstaterer Marianne Hald Hansen.

- Og det er alle slags folk, supplerer Henrik Bruun.

Forud for åbningen har Fisherman’s også fået en grundig overhaling indvendigt, og de har trioen også fået positiv respons på. Også maden er faldet i godt jord. Her er det især Marianne Hald Hansen, der står bag. Der er nye ting på menuen men også fish and chips, som stedet er kendt for og som fortsat er et hit - og det har endda fået ros af en englænder.

Konstante smil

Efter åbningsdagen fulgte påskedagene, som bød på masser af levende musik.

- Påsken gik over stok og sten, husker Marlene Bruun.

- Vi gik og smilede hele tiden, så vi var helt ømme af det. Folk var glade, smiler Henrik Bruun.

Fisherman’s har havet lige udenfor. Foto: Kim Dahl Hansen

Parret har også deres andet arbejde, men de vil blive ved selv at være en stor del af hverdagen på Fisherman’s Rest.

- Jeg kan ikke trække mig. Det er jo en lille baby, det her, smiler Marlene Bruun.

Desuden kender de tre hinanden godt og har en masse humor i mellem sig.

- Vi er et godt team heroppe, konstaterer Henrik Bruun.

I alt er de 28-29 ansatte i alderen 15 til 74 år og på forskellige timetal.

Udsigt i særklasse

En kraftig grund til, at Henrik og Marlene Bruun købte netop Fisherman’s, er beliggenheden. Det er nemlig sådan, at når man kommer ind og går forbi baren og ned til et stort område med siddepladser, så mødes man af en bred glasvæg med en kæmpe havudsigt.

Den engelske Pub i Nr. Lyngby, Fisherman’s Rest, ligger meget tæt på havet. Foto: Kim Dahl Hansen

Der er mange meters havudsigt både på langs og på den anden led hele vejen ud til horisonten. Det kan man godt blive draget af - også selv om det er ens arbejdsplads, så man ser det til hverdag.

- Det er ikke ens - det er et nyt billede hver dag, når man kommer, fortæller Marlene Bruun.

- Det er fascinerende, siger Henrik Bruun.

Der er 18 meter fra bagvæggen på Fisherman’s Rest, hvor man gennem glas har en stor udsigt, og til skrænten ned til havet. Man kan også sidde udenfor og komme endnu tættere på havet. Her kan man se til Rubjerg Knude Fyr til den ene side og Løkken Mole til den anden.

Annonceret indhold

Nyeste