Immortal Pizza hedder det nye pizzeria i Hjørring. Foto: Henrik Louis.
Mad & Drikke

Nyåbnet pizzeria i Hjørring: Hjemmelavet er fokuspunktet

Et nyt pizzeria åbnede lørdag 9. april i Hjørring. Pizzeriaet tilbyder pizzaer lavet med hjemmelavede råvarer, erfaring og kærlighed

15. april 2021 kl. 11:26
Opdateret 16. april 2021 kl. 10:00

HJØRRING: Det nye pizzeria Immortal er placeret i Østergade, navnet er inspireret af det græske. Også navnene på pizzaerne har navne efter de græske guder, da Laila Hjorths mand, har en kærlighed til dette. Pizzeriaet åbnede lørdag 9. april, og ejer Laila Hjorth har været godt tilfreds med startskuddet.

- Jeg synes, det er gået godt. Det har været lidt stille og roligt, men folk har taget godt imod os, og de er rigtig søde, fortæller hun.

Selvom pizza fylder størstedelen af menuen, så findes der også andre grilretter på kortet. Foto Henrik Louis

En drøm

Parret åbnede ikke sit pizzeria af hverken økonomiske eller praktiske årsager.

- Det var en drøm at åbne et pizzeria. Min mand og jeg er begge pizzabagere, og vi har en del erfaring, siger Laila Hjorth, der også fortæller, at hendes mand har flere års erfaring fra både Frankrig og Italien. .

At valget faldt på netop Hjørring, lå heller ikke ligefrem i kortene, men byen formåede alligevel at gøre parret forelskede.

- Det var en drøm, at vi skulle finde en plads til at åbne et pizzeria, og så var vi på ferie i Hjørring omkring julen. Derefter tænkte vi, at det bare var her, at vi skulle have et sted, fortæller hun.

Laila Hjorth og hendes mand overtog lokalet 1. februar, hvorefter de begyndte en større renovering og indretning.

Parret har også allerede haft besøg af Fødevarestyrelsen, hvilket ifølge Laila Hjorth gik over alt forventning.

- Hun sagde, at hun aldrig før havde set så rene og flotte lokaler, fortæller hun stolt.

Det er den unikke smagsoplevelse, som Laila Hjorth og hendes mand har særligt fokus på. Foto: Henrik Louis.

Hjemmelavet

En del af Laila Hjorths drøm er også at give kunderne en helt særlig smagsoplevelse. Derfor skiller pizzeriaet sig også lidt ud.

- Vi laver vores eget krydderi. Vi laver vores egne dressinger. Både tomatsovs, chilisovs, cremefraiche-dressing og så videre. Og så er vores dej også helt speciel, forklarer Laila Hjorth.

Selvom det økonomisk er mere dyrt for parret at lave en stor del af råvarerne selv, så er der en helt særlig grund til, at parret gerne giver dét ekstra i både arbejde og økonomi.

- Det gør smagen helt anderledes og speciel, fastslår Laila Hjorth.

På trods af, at parret allerede laver en hel del råvarer selv, så er det ikke nok for Laila Hjorth.

- Det er vigtigt for os, at vi gerne vil arbejde med det hele tiden, så vi kan komme til at lave næsten alle vores råvarer selv, pointerer hun.

Annonceret indhold

Nyeste