Tommy Jensen, succesrig popcorn-iværksætter med salg til næsten 300 forhandlere i Skandinavien. Foto: Bente Poder
Mad & Drikke

Tommy har uddelt 600.000 smagsprøver - nu kan han leve af sine popcorn

01. april 2022 kl. 17:30

Nordic Gourmet Factory, der producerer No Crap Gourmet Popcorn i Hjørring, er fem år efter etableringen nu så god en forretning, at stifter og majoritetsejer Tommy Jensen kan leve af det.

Det fortæller han til branchemediet Food Supply.

Tommy Jensen lægger ikke skjul på, at det har været sværere end forventet at banke forretningen op, men han er nu oppe på at have næsten 300 forhandlere. Langt de fleste i Danmark, men også enkelte i Norge, på Færøerne og i Grønland.

- Vi har siden 2017 delt 600.000 smagsprøver ud på messer og lignende. Og det har gjort, at vi er her i dag, tror jeg. Folk skal opleve det - da vi startede, var der jo ingen i Danmark, der vidste, hvad karamelpopcorn er, siger den nordjyske iværksætter.

Sådan ser de karamelliserede popcorn ud. Foto: Bente Poder

Planer om udvidelse

Han er oppe på at have 12 forskellige varianter, hvoraf de ni er karamelliserede. Der er også kommet en variant med cheddar-ost og en med cheddar og jalapeños.

- Og så har vi i samarbejde med Easis her efter nytår udviklet en sukkerfri variant, fortæller Tommy Jensen med henvisning til et nyt samarbejde med den aarhusianske virksomhed, der udelukkende har fødevarer uden tilsat sukker i sit produktprogram.

Alt i alt er der så meget gang i produktionen i Hjørring, at Tommy Jensen har planer om at udvide produktionsarealet fra de nuværende cirka 300 kvadratmeter til cirka 500 kvadratmeter.

40.000 bægre om måneden

Han har siden etableringen for fem år investeret i mere udstyr, så kapaciteten nu er på op imod 40.000 popcorn-bægre om måneden. Det bliver der ikke lavet endnu, men blandt andet fordi der allerede er god succes med Easis-produktionen, tror Tommy Jensen på et støt stigende salg.

- Vi er også begyndt at satse mere på at levere til restauranter og isproducenter. Karamelliserede popcorn egner sig rigtig godt som topping på is og som side-dish til forskellige retter, og catering-delen er oppe på at udgøre omkring 10 procent af vores salg.

- Det er noget, jeg ser meget store muligheder i, fortæller han.

Flere ansatte

Da No Crap-popcornene blev lanceret for fem år siden, blev de udelukkende solgt i bægre med en halv liter til en pris på 45 kroner pr. bæger. Den pris er der ikke ændret på, men siden da har Nordic Gourmet Factory suppleret med en mindre version med 370 milliliter til en pris på 32 kroner.

Og det har været så stor en succes, at de mindre bægre nu står for 80-85 procent af salget.

På fabrikken i Hjørring har Tommy Jensen fire medarbejdere til at hjælpe med produktionen, hvortil kommer tre sælgere, fortæller han.

Virksomheden havde de første år Michael Kristensen som medejer, men han solgte for to år siden sin ejerandel på 29 procent til ægteparret Mette Heerulff Christiansen og Jakob Broder Christiansen, der driver fødevarevirksomheden Christiansen & Partners på Amager.

No crap Gourmet producerer 40.000 popcorn-bægre om måneden. Foto: Bente Poder

Sådan fik han idéen

Historien bag No Crap-popcornene er kort fortalt, at Tommy Jensen i 2015 var med på en sikkerhedsmesse i England, hvor han smagte nogle popcorn, som med hans egne ord var fantastiske.

I første omgang overvejede han at importere de karamelliserede produkter, men i stedet valgte han at begynde at eksperimentere lidt med popcornfremstilling hjemme i køkkenet.

Det tog omkring 500 forsøg, før popcornene sad lige i skabet.

I 2017 kunne han begynde de første leverancer, og siden er det gået slag i slag for den nordjyske popcorn-iværksætter, der har en fortid i lakseindustrien og som fiskeribetjent og i flere år ejede og drev vagtfirmaet Scandia Vagt.

Og det var altså netop en tilfældighed i den forbindelse (sikkerhedsmessen i England), der sendte ham på kurs mod at blive popcornmester.

Annonceret indhold

Nyeste