Mennesker

12-årig fra Hjørring moser alle FIFA-modstandere foran skærmen

Anders Vejrgang har allerede gjort sig voldsomt bemærket i eSport trods sin unge alder

01. november 2018 kl. 11:21
Opdateret kl. 13:56
HJØRRING: 12-årige Anders Vejrgang fra Hjørring er en ren Messi på den virtuelle grønsvær i computerspillet FIFA: Forleden vandt han således finalen i Bilka Live eFootball Tournament 2018 - en turnering, hvor 1300 deltagere har været igennem et udskilningsløb i varehuse landet over, inden 18 finalister var klar til finale i Odense.
Her stod han øverst på podiet - foran to andre, som ellers både er væsentligt højere og ældre end Anders.
I finalekampen spillede han mod Jacob ‘Esser’ Esholm fra Tricked, fortæller sitet sports-gaming.dk, der beretter følgende om opgøret:
- Efter Jacob hurtigt kom foran, kom Anders stærkt tilbage i kampen, og med 4 scoringer kunne Anders tage en 4-1 sejr og dermed kalde sig den helt store vinder af Bilka eFootball Tournament 2018 - dermed fik han gavekort på 5.000 kr. til Bilka samt en fed rejse for 2 til Premier League.
Anders Vejrgang repræsenterer Vendsyssel FF, hvor han faktisk er på kontrakt.
Dog kan han ikke spille, for Vendsyssel FF, når eSuperligaen går i gang, da der er en aldersgrænse på 16 år.
bt.dk har talt med hans moder efter bedriften. Hun fortæller følgende om sønnen, der kun har deltaget i FIFA-konkurrencer i lidt mere end et år:
- En dag i august sidste sommer sagde han bare, at han gerne ville prøve at tage til et stævne i Aalborg, og jeg tænkte: "Ja ja, hvorfor ikke?" Jeg vidste ikke rigtigt noget om hans niveau eller om FIFA, men lige siden er det gået stærkt, fortæller hun.
3. pladsen gik i øvrigt til Kristoffer Jensen, der også er fra Hjørring, så lokalområdet må siges at være rig på e-sportstalenter.tn
Annonceret indhold

Nyeste