Afslutning for begyndere i Hirtshals Golfklub

Hirtshals Golfklub har i år haft rigtig god tilgang af begyndere (kaniner, red.)

Siden april har kaninerne flittigt mødt til træning hos klubbens træner Carlo hver torsdag/lørdag, og hver tirsdag til spil på henholdsvis par 3 bane og stor bane sammen med et meget stort antal af klubbens medlemmer, der har været faddere.

Tirsdag 22. september var sidste gang for i år. Der blev sluttet af med en match (Texas Scramble) for alle kaniner og faddere.

Efter matchen samledes man i klubhuset til lidt informationer om klubben fra klubbens formand Flemming Myrup og et let traktement, inden præmieuddelingen fandt sted.

Årets fadder blev Lars Imer, som fik udleveret en vandrepokal- en statuette af en golfspiller.

Hele arrangementet blev selvfølgelig afholdt efter alle forskrifter for Corona.

Her kan du læse en ”kanins” beretning:

I starten af maj måned, på en lørdag, mødte vi så op i Hirtshals golfklub til begynderkursus, uden at have andet med, end håbet om måske at lære at spille golf.

Her mødte vi først Carlo, klubbens golfpro. Han tog godt i mod os og vi fik stillet det udstyr til rådighed, der var brug for her og nu, vel at mærke uden omkostninger for os og uden at kny, da det stod klart, at en af os havde brug for udstyr til venstre hånd.

Vi var fortrøstningsfulde og havde fornemmelsen af, at være i gode og trygge hænder og helt ærlig: Hvor svært kunne det være?

På driving rangen stod det os klart, at helt så let var det nok alligevel ikke, selvom vi allerede fra første gang lærte nye udtryk som Carlo’s: “Gu´ så go ´I er”, som vi havde selverkendelse nok til at indse, nok ikke var rigtigt, men uanset, fik den bemærkning hver lørdag smilet frem.

Vi lærte også “haaaløøj, når vi endelig ramte bolden og den bevægede sig ud over måtten, hvor vi i øvrigt skulle holde “snotten” i.

Med tiden blev det endda nogle gange “sygt godt”, og, når vi hører efter og gør, hvad Carlo siger, så virker det hele og “det bliver så meget sjovere”. Udtryk, vi nu anvender i utallige sammenhænge.

Vi blev og bliver fortsat vejledt og hjulpet og med tiden har vi også lært Anders at kende. Med hans hjælp fungerer “ting” rundt om i huset og boldmaskinen kommer glad til live igen.

Her går man ikke forgæves, hvis der er hjælp og trøst behov. Det er i øvrigt den fornemmelse, vi har haft fra første færd i hele klubben: Man vil os det vel.

Det gik op for os, at vi nu var kaniner, og hurtigt blev vi orienteret om “fadderne”, der står til rådighed for kaninerne, hver tirsdag aften, ja hver tirsdag aften i hele sæsonen!

Et imponerende tilbud, hvor erfarne golfspillere stiller op og går med kaninerne rundt på banerne. Her lærte vi også nye udtryk, som f.eks. “Den kan spilles”, “Den er ikke ude i noget snavs” og “ Den er på vej”. “Kik på bolden” “Du var vist for nysgerrig”.

Undervejs fik vi herudover tilbudt teoriundervisning, hvor en af de meget rutinerede og regelsikre spillere forklarede de, til tider, ret komplicerede regler ved at gennemgå dem med os på banen.

Ja, vi fik endda tilbudt, at fadderne også ville gå med os på banerne ved andre lejligheder, vi skulle blot sige til.

Man kan kun føle sig velkommen godt tilpas i Hirtshals golfklub, som vi nu er glade medlemmer af, og hvor vi glæder os til fortsat at komme og til at være en del af det positive fællesskab.

Når man færdes i klubben, og det har vi gjort i stor udtrækning, er det mere end tydeligt, at der bliver gjort et kæmpe arbejde fra alle de frivilliges side. Der er orden i sagerne og det kommer på ingen måde af sig selv, det er vi klar over.

Tak for indsatsen til alle.

Af Karen Wester