Britta Andersen Springborg lægger sidste hånd på den nye hjemmeside. Foto: Kirsten Olsen
Mennesker

Britta bag nyt, lokalt hjemmeservicefirma: - Der er så meget i den offentlige pleje, man ikke kan få

21. april 2021 kl. 17:00

Britta Andersen Springborg har haft en drøm om at starte som selvstændig. Den er nu blevet til virkelighed. Hun starter ”Springborgs Hjemmeservice” med base i hjemmet i Rubjerg.

- Jeg kommer til at levere privat rengøring og tilbyder hjælp til indkøb og vasketøj.

- Jeg kan også ledsage, hvis man har behov for det, til læge, frisør mm. eller ledsage på gåture i det blå, eller små opgaver i haven.

- Samt aflastning i hjemmet, hvis man evt. har en syg ægtefælle eller forældre, fortæller hun.

- Min målgruppe er ældre, der har brug for mere hjælp til det praktiske end kommunen kan tilbyde, eller private familier der gerne vil spare tid på rengøring. Desuden psykisk sårbare, der har brug for støtte i forskellige opgaver.

Britta Andersen Springborg er uddannet sosu-asisstent. Hun har mange års erfaring fra hjemmeplejen i området Hjørring/Løkken, hvor hun også har erfaring som planlægger i hjemmeplejen.

- Men der er så meget i den offentlige pleje, man ikke kan få. Jeg vil gerne sige ja til nogle af borgernes ønsker.

- Jeg vil også lægge vægt på samarbejde med pårørende til for eksempel psykisk syge, forklarer hun.

- Foreløbigt er Springborgs Hjemmeservice en enmands virksomhed. Derfor kan brugerne regne med, at det er mig der kommer hver gang, tilføjer Britta Andersen Springborg.

Den nye iværksætter har præsenteret sig på hjemmesiden www.springborgshjemmeservice.dk og på en facebookside, hvor der allerede er blevet vist opmærksomhed. Foreløbig er håbet, at hun kan leve af virksomheden.

- Men det må også gerne udvikle sig til noget større med tiden, fastslår hun.

Annonceret indhold

Nyeste