Erik Krage er trådt ind i Mercy Ships Danmarks bestyrelse.
Mennesker

Hjælper verdens fattigste: Erik Krage fra Hirtshals går ombord hos Mercy Ships

07. marts 2021 kl. 14:00

67-årige Erik Krage fra Hirtshals i Nordjylland er trådt ind i Mercy Ships Danmarks bestyrelse. Han kommer med en solid erfaring fra både erhvervslivet og forskellige formandsposter. Han har mange års erfaring som frivilligt engageret i bl.a. Lions & Rotary. Derudover er han menighedsrådsformand i Hirtshals. Han fungerer desuden som rådgiver for kriseramte virksomheder gennem Early Warning, ligesom han er mentor for iværksættere i Danmark og Grønland.

Mercy Ships Danmark blev grundlagt som organisation i 2009 og giver ombord på hospitalsskibe gratis operationer og lægehjælp til nogle af verdens fattigste i Vestafrika. Det særlige ved Mercy Ships er, at bemandingen på hospitalsskibene udgøres af frivillige. Det er fx søfolk, læger, sygeplejersker, tandplejere, fysioterapeuter og andet personale, der udfylder alle funktioner på skibene.

Erik Krage, der har en uddannelsesbaggrund fra Forsvaret kombineret med en international MBA fra fem europæiske business schools, har gennem hele sit arbejdsliv haft fokus på ledelse og udvikling. Det har han som chef ved de grønlandske lufthavne og som direktør for et dansk luftfartsselskab på Maldiverne.

Ud over det frivillige engagement driver han i dag eget konsulentfirma LeKa Consult kombineret med professionelt bestyrelsesarbejde.

- Da chancen bød sig, var jeg ikke længe om at beslutte mig for, at den udvikling som Mercy Ships har besluttet at igangsætte, var så spændende, at den måtte jeg være en del af, siger Erik Krage

Annonceret indhold

Nyeste