Vicky Bach Nielsen har udviklet sin egen tilgang, som blandt andet indeholder led-, ligament- og muskelmobiliserende teknikker.
Mennesker

Hos Vicky skal kroppen ”ikke bare makke ret”

08. maj 2024 kl. 19:00
Opdateret kl. 19:39

HJØRRING: Vicky Bach Nielsen har arbejdet som fysioterapeut i mange år. I alle årene er en lille drøm om at blive selvstændig blevet ved med at spire.

- Så nu skulle det altså være, og da min søn var flyttet hjemmefra, så var der jo også pludselig den helt rigtige ramme til det, siger hun.

Hun har indrettet sig hyggeligt i en tilbygning til hjemmet på Rødhættevej 26 i Hjørring.

Herfra er hun klar med fysio- og kropsterapi i forskellige tidsintervaller.

Hun vil gerne en gammel traver om, ”at man skal kunne mærke det, før det er godt” til livs.

- Den lever stadig i bedste velgående hos nogle mennesker, men ikke her hos mig, siger hun med et smil.

- Jeg tror på, at hvis man bare ser på kroppen, som noget, ”der skal makke ret,” så kan man godt regne med, at man gennem behandling får det bedre for en stund. Men skavankerne kommer igen, siger Vicky Bach Nielsen.

Vicky Bach Nielsen har åbnet sin egen klinik for fysioterapi og kropsterapi i privaten på Rødhættevej.

Hun har brugt det sidste halvandet år på at videreudvikle sin egen metode med udgangspunkt i sine mange år som fysioterapeut.

- Det betyder, at jeg har udviklet min egen tilgang, som blandt andet indeholder led-, ligament- og muskelmobiliserende teknikker, fortæller hun.

Ved hver konsultation er det vigtigt for Vicky Bach Nielsen, at klienten på briksen mærker roen brede sig i kroppen.

- Jeg har en rolig tilgang, hvor jeg undersøger de forskellige dele af kroppen for de spændinger og ubalancer, som jeg forsøger at justere, fortæller hun.

Vicky Bach Nielsen har ikke noget ydernummer, så det er ikke muligt at bruge en henvisning fra lægen hos hende. Til gengæld har hun et samarbejde med Sygesikring Danmark.

Annonceret indhold

Nyeste