Mennesker

KFUM Spejdere fra Bindslev på Fællesweekend

30. september 2018 kl. 07:19

BINDSLEV: Midt i september drog spejderne fra Bindslev Gruppe af sted en fredag eftermiddag med bus til Møllegården i Voerså. Her var der god plads til de godt 30 deltagere, som ankom i fint vejr. Efter indkvartering og aftensmad blev spejderne delt i tre hold, som hver skulle vælge et afrikansk land og tegne deres flag til at sætte på spejderskjorten.

Lejrens tema var nemlig noget om børn i Afrika - hvordan Spejderhjælpen kan hjælpe handicappede børn til at få mulighed for at gå i skole. Lørdagens aktiviteter var delt i tre værksteder: Mad-, krea- og handicapværksted. Her fik spejderne på forskellig vis et indtryk af afrikansk levevis.

Udfordrende værksteder I madværkstedet blev der om formiddagen lavet kokoskugler af bl.a. frisk kokos. Senere på dagen blev der lavet pandebrød og dip af bl.a. peanutbutter. Krea-værkstedet havde tilbud om at lave papirsperler, binde farvestrålende armbånd samt male flotte afrikanske mønstre. I handicapværkstedet skulle spejderne lave bogstaver på papplader - ved at lime bønner på. Herefter skulle de lave små sætninger til hinanden og med bind for øjnene mærke sig frem til, hvad der stod. Det var også muligt at male billeder med penslen i munden.

Afrikansk inspireret mad - og dansk hygge Aftensmaden bestod af kyllingelår, ris m. karrysovs samt kogte majskolber - og der skulle spise uden bestik!! Efter opvask blev flaget taget ned, og spejderne samledes om det tændte bål, hvor der i mørkningen blev sunget, danset stopdans og lavet skøre bevægelsessange. Efter mørkets frembrud spillede alle Afrikas stjerne indenfor i hytten, inden der blev sunget aftenssang. Herefter var det tilladt at gå til ro - eller blive lidt længere oppe og spille andre brætspil. Først på natten blev de store spejdere traditionen tro vækket og kaldt ud til natløb.

Søndag blev der sovet lidt længere inden morgenmad og pakning af egen taske. Forældrene var inviteret til at komme kl. 10.30 til en kop kaffe - hvorefter der blev hjulpet med den sidste oprydning og rengøring. Kl. 11.30 samledes alle om flagstangen og fik flaget taget ned, inden der blev sagt farvel og tak for en god lejr.

Annonceret indhold

Nyeste