Privatfoto.
Mennesker

Mindeord, Claes Rynkeby: - Et godt forbillede for sine sønner

24. april 2021 kl. 15:00
Opdateret 25. april 2021 kl. 13:21

Jan Iver Christiansen, Morten Kjær og Eyduun Duurhus skriver følgende mindeord om Claes Rynkeby:

Claes tabte til sidst kampen!

Efter 8 års ulige kamp mod kræften fik Claes endelig fred.

En god ven, en nærmest ukuelig og stærk personlighed og en guttermand er ikke iblandt os mere.

Claes fyldte altid godt, hvorend han kom hen. Hans lattermilde stemme kunne høres, når han kom med sine ærlige meninger om tingenes tilstand i fodboldens verden, på arbejdsmarkedet eller generelt om alle verdens aktuelle emner.

Fodbolden stod ham altid nær lige siden hans første spæde skridt på grønsværen i AIK Frem. Claes startede med at spille fodbold som sandkassespiller, og var en fantastisk fodboldspiller, en troldmand i det offensive, men også en dovenslasker i det defensive.

Claes blev uddannet ved Vendelbo Spedition - hos læremesteren Kaj som sendte ham ud i det store Europa med transport af gods fra A til B, med alle de udfordringer det kan give, når man har hele Europa som sin arbejdsplads.

Claes var dygtig til sit arbejde og hans arbejdsindsats var stor, og dette talent spottede Kaj. Claes blev af samme grund i en tidlig alder medejer af Vendelbo Spedition, og senere indgik han kompagniskab med Jesper Bundgaard - et samarbejde som begge satte stor pris på. Claes forlod ikke arbejdspladsen før alle nødvendige dokumenter og tilladelser var på plads, og lastbilen kunne køre uhindret over de forskellige grænseovergange.

Claes’ holdepunkter i tilværelsen var først og fremmest familien, arbejde, fodbold og jagt.

Mette, Claes’ elskede hustru, har været Claes en uvurderlig støtte i hans sygdomsforløb. Vi ved, at han var hende dybt taknemlig for hendes store indsats de sidste år for, at han kunne få et tåleligt liv til trods for al modgangen, de var igennem.

Drengene, Marcus, Sebastian og Albert, var hans stolthed og glæde i livet. Claes ville så gerne være mere for sine drenge end han kunne de sidste år, og hans kærlighed til drengene var ufravigelig.

Claes var med sin arbejdsomhed, sit gode humør samt ukuelige vilje et godt forbillede for sine sønner.

Efterårets jagter i Jerup var også et kærkomment afbræk fra arbejdets strabadser, og Claes satte stor pris på kammeratskabet, jargongen og de mange gode oplevelser, vi alle sammen havde derude.

Claes efterlader sig hustru Mette, sønnerne Marcus, Sebastian og Albert, sin mor Ulla samt sine 2 brødre; Kaspar og Jesper. De havde alle et sammenhold, som var en familie værdig.

Æret være Claes Rynkeby´s minde.

Annonceret indhold

Nyeste