Det kniber med leverancen af de nye affaldscontainere, konstaterer affaldsplanlægger Gitte Gehrt Arkivfoto: Bent Bach
Mennesker

Ny affaldssortering forsinket i flere byer

7000 husstande, herunder i Hirtshals, må vente på at få affaldsbeholdere

24. september 2018 kl. 11:20
Opdateret 26. september 2018 kl. 10:18

HIRTSHALS: 1. oktober lyder startskuddet til affaldssortering i Hjørring Kommune, men leverandøren af de affaldsspande, der i øjeblikket køres ud til at husstandene i Hjørring, har fået problemer med at følge med.

- Det er et dansk firma i Ribe, der levere containerne, og det har oplyst, at der er kapacitetsproblemer, fortæller affaldsplanlægger i Hjørring Kommune, Gitte Gehrt.

Det betyder, at 7000 husstande eller knap hver fjerde husstand ikke har fået affaldscontainer, når sorteringen officielt går i gang 1. oktober.

- Vi forventer, at alle husstande kommer med i løbet af oktober, siger Gitte Gehrt.

Det er husstande i Løkken, Hirtshals, Tårs, Sindal, Lendum, Bindslev og Mosbjerg, der må vente lidt længere på at få de nye containere.

De vil så som hidtil få tømt affald én gang om ugen, indtil de modtager de nye containere.

De vil eller har allerede fået direkte besked om forsinkelsen fra Hjørring Kommune.

Så snart en husstand modtager de nye containere skal husstanden gå i gang med at tage dem i brug og sortere affaldet.

I Hjørring Kommune betyder den nye sortering, at husstandene skal sortere i fire fraktioner - papir, plast/metal, madaffald og restaffald.

Målet er at genanvende 50 procent af husholdningsaffaldet.

Annonceret indhold

Nyeste