Mennesker

Regn, lopper og frankfurtere på Keravavej

Vejret lagde en dæmper på købelysten i standene på loppemarked i Hjørring

10. september 2018 kl. 16:39
Opdateret 11. september 2018 kl. 08:44
HJØRRING: Beboerne på Keravavej inviterede lørdag på lopper, grillpølser og hyggesnak.
Det store loppemarked har de seneste år grebet om sig, og i år blev der solgt ud fra fyldte carporte og et stort telte på pladsen. Regnen silede ned, men vandet slukkede ikke afdelingsformandens gode humør.
Thorkil Voss-Jensen passede grillen og frankfurterne sammen med den øvrige afdelingsbestyrelse og fik en snak med både gæsterne og beboerne fra lejlighederne i området.
- De bliver stegt med kærlighed og serveret på høflig måde, lovede formanden, mens han rutineret vendte pølserne på grillen og oplyste, at der allerede var røget 15 kilo frankfurtere ud til sultne deltagere. Og han glædede sig over udsigt til et bette overskud, der skal gå til årets aktiviteter til glæde for beboerne.
Teltet var da også meget mere end et spise- og kaffetelt, der blev også hygget igennem omkring bordene, hvor snakken gik.
Frivillige kræfter står bag arrangementet, og de gør det gerne.
- Vi synes, det er sjovt, og vil gerne gøre noget sammen med beboerne, forklarede afdelingsformanden, der samtidig mener, at det er med til at booste beboerdemokratiet, når lejerne mødes til en pølse og en snak.
- Det er vigtigt med et godt samvær herude. Vi er jo et lille minisamfund, og jo bedre vi kender hinanden, jo hyggeligere er det at bo her. Og vi passer lidt bedre på hinanden og hinandens ting, når vi kender hinanden. Vi bliver kittet sammen, når vi har det hyggeligt sammen.
Foruden loppemarkeder er der blandt andet også bankospil og fælles arrangementer med spisning for beboerne.
Loppemarkedet var det femte af slagsen.
- Vi har haft et marked forår og efterår, fortalte Thorkil Voss-Jensen, der går rundt i området med 600-700 sedler for at gøre opmærksom på arrangementet.
Regnen stoppede ikke markedet, men det lagde i den grad en dæmper på købelysten i standene. Kræmmerne måtte til tider kigge langt efter kunderne. Men traditionen med loppemarked og hygge på Keravavej fortsætter.
Annonceret indhold

Nyeste