Errant x NIcklas Bendtner
Mennesker

Tårs-drenge samarbejder med Nicklas Bendtner

21. marts 2024 kl. 11:33

Den danske fodboldspiller Nicklas Bendtner slår sig sammen med sneakerbrandet Errant, hvis grundlæggere har rødder i Tårs, for at skabe en helt ny kollektion, der bærer præg af hans personlige stil og individualitet.

Den nye kollektion vil officielt blive lanceret den 19. april i butikken på Østerågade 4C i Aalborg. 

Se også
Lokalt sneakerbrand overtager centrale lokaler i midtbyen

Nicklas Bendtner træder i den forbindelse også ind som brandets nye ambassadør det kommende år, hvor han ser frem til at dele sin passion for mode og stil med Errants kunder.

- Vi er begejstrede for at præsentere denne sneakerkollektion i samarbejde med Nicklas og for at byde ham velkommen som vores ambassadør, udtaler Mads Frederiksen, en af skaberne bag ERRANT.

- Nicklas Bendtner er et perfekt eksempel på alt, hvad ERRANT repræsenterer: stil, elegance og en stærk individualitet. Vores brand handler om at skille sig ud fra mængden, og Nicklas formår netop det, siger han.

Errant var tidligere placeret på Bredegade, men ligger nu på Østerågade 4c.

Kendt fra TV

Errants rejse mod succes startede med en afgørende investering fra Christian Arnstedt i DR-programmet "Løvens Hule" tilbage i 2022.

Efter deres tv-optræden har ERRANT lanceret flere eksklusive limited edition-sneakers med blandt andet anarkist, Kristian Hornsleth, og KiMs Chips. Disse samarbejder har alle haft stor succes, hvor alle sneakers blev udsolgt på rekordtid.

Se også
Nu tjener Aalborg-firma kendt fra Løvens Hule penge

Samarbejdet med Nicklas Bendtner markerer nu en særlig milepæl for den unge virksomhed, der med Nicklas Bendtner som brandets ansigt udadtil, håber at styrke Errants position på markedet.

- Sneakers er ikke bare sko; de er en del af ens personlige udtryk. Teamet og jeg har brugt en masse tid på design og de små detaljer, hvorfor jeg er super spændt på, hvordan de bliver modtaget, udtaler Nicklas Bendtner.

Errant x NIcklas Bendtner

Fire styles klar til lancering

Den kommende kollektion har været undervejs i lang tid, da designprocessen har været omfattende og detaljeret.

Indledningsvis har den resulteret i fire unikke designs, men kollektionen vil i løbet af de kommende 12 måneder blive udvidet.

- Nicklas har haft frie hænder, og det har været spændende at følge udviklingen af de styles, vi nu er klar til at lancere. Resultatet er fire styles, der alle skiller sig ud med deres unikke udtryk, materialevalg og farvesammensætninger, hvilket i den grad matcher Nicklas' stil og samtidig passer ind i, hvad vi ønsker at udtrykke som brand, slutter Mads Frederiksen.

Mads Frederiksen og Christian Fuglsang fra Errant.
Annonceret indhold

Nyeste