Tom Nygaard Ludvigsen fik en festlig og hjertelig modtagelse af kollegaerne på jubilæumsdagen.
Mennesker

Tom fik helt hjertebanken: Kollegaerne tog imod

Tom Nygaard Ludvigsen har 25 års jubilæum hos Føtex Hjørring - og det blev fejret med fest og farver

01. juli 2021 kl. 11:24
Opdateret kl. 13:59

HJØRRING: Regionschef Henrik Nissen og kollegaerne tog imod med rød løber, hornmusik, flag og røde roser, da Tom Nygaard Ludvigsen torsdag morgen mødte i Føtex Hjørring. Tom var inden da blev hentet i hjemmet, og han ankom til Føtex sammen med varehuschef Morten Kjær og servicechef Maibritt Nygaard i en smuk åben flyder af en Chevrolet Malibu.

Tom har været ansat i Føtex i 25 år, og han havde glædet sig til jubilæumsdagen,

Dagen stod på morgenkaffe med kollegaerne, og en bedre start på dagen kunne Tom ikke tænke sig. For Tom trives på sin arbejdsplads og svaret på, hvorfor Føtex er en god arbejdsplads kommer omgående:

- Det er mine kollegaer, sagde han rørt over den store modtagelse.

- Man får helt hjertebanken. Jeg havde ikke forestillet mig, at der stod så mange og tog imod, sagde Tom, inden han satte kurs mod det morgenbordet.

Tom har gennem de 25 år løst forskellige opgaver i varehusets afdelinger. Han begyndte i kolonialafdelingen og skulle hjælpe med at fylde varer op. De seneste 10-15 år har han været ansat til at klare opgaverne ved flaskeindlevering og på lageret.

- Jeg hjælper rundt omkring i hele huset, siger Tom.

- Jeg startede på fuld tid, men så fik jeg problemer med nakke og skulder.

Kroppens benspænd betyder, at Tom i dag er ansat på særlige vilkår.

Faktisk har Tom haft Føtex Hjørring som arbejdsplads i 27 år, men de første to år var i praktikordning, og de talte ikke i jubilæumsregnskabet.

Torsdagens festligheder fortsatte med reception, og lørdag er der igen fest - denne gang for familie og venner.

Regionschef Henrik Nissen, varehuschef Morten Kjær og Tom Nygaard Ludvigsen ved modtagelsen ved Føtex Hjørring.
Annonceret indhold

Nyeste