Vibeke Elena Hansen kan som den første nyuddannede lærer fra UCN’s afdeling i Hjørring fremvise beviset på, at hun har gennemført et talentforløb sideløbende med sin uddannelse.
Mennesker

Vibeke er en lærer med et særligt talent - her skal hun undervise efter sommerferien

01. juli 2021 kl. 15:00

I Matematikkens Hus på Muldbjergskolen i Hjørring kan matematiklærere fra hele kommunen komme og opleve en anderledes tilgang til matematikundervisningen. Her bliver der leget med matematikken på nye måder, og udover de fast tilknyttede undervisere, så har flere elever også haft fornøjelsen af at møde en talentfuld lærerstuderende i form af Vibeke Elena Hansen. Hun har netop med succes forsvaret sit bachelorprojekt, men ikke nok med det. Hun har været til en ekstra afsluttende eksamen for at bestå et talentforløb på Professionshøjskolen UCN. Som den første på læreruddannelsen i Hjørring har hun været tilknyttet talentforløbet, hvor den studerende sideløbende med sin uddannelse skal gennemføre 30 ekstra ECTS-point, hvilket vil sige mere undervisning, flere opgaver og flere eksamener. Det betyder i praksis, at Vibeke afslutter uddannelsen med et ekstra undervisningsfag i form af en dobbelt specialisering i matematik, så hun er uddannet til at undervise helt fra 1. kl. til udskolingseleverne.

Som en del af sit talentforløb har Vibeke arbejdet med en matematikudfordring for mellemtrinselever i Matematikkens Hus. Her har hun med inspiration i de populære escape rooms konstrueret en opgave, hvor eleverne skulle finde ledetråde i rummet for at løse matematiske opgaver og til slut regne en koden ud - som i dette tilfælde kunne åbne en hemmelig dagbog.

- Eleverne var ellevilde og syntes det var det noget af det fedeste, de havde lavet i matematik, fortæller Vibeke Elena Hansen om elevernes reaktion.

Udover arbejdet med at konceptudvikle på escape room idéen har den talentfulde lærerstuderende i sit bachelorprojekt beskæftiget sig med, hvordan konkrete materialer kan påvirke matematikundervisningen.

Lektor Mattin Skræm Qvist fra læreruddannelsen på UCN har været Vibekes vejleder, og han fortæller, at det kræver noget særligt at gennemføre talentforløbet, som varer det sidste 1½-2 år af den studerendes studietid.

- Talentforløbet af for studerende, som udviser ekstraordinært engagement, er fagligt dygtige og har overskud til at tage denne ekstra opgave udover fuldtidsstudiet. Vibeke er stærkt funderet i teorierne og kan samtidig omsætte det, så hun kan sætte undervisning i søen og reflektere over det efterfølgende, fortæller Martin Skræm Qvist.

Efter sommerferien starter Vibeke Elena Hansen som lærer på Poulstrup Friskole.

Annonceret indhold

Nyeste