Som 18-årig købte Thomas Brown sin første bil. I dag er han filialchef hos Brdr. Hosbond i Hjørring og kører Maxda - og skifter bil fire-fem gange årligt. Foto: Bente Poder
Mennesker

Vis mig din bil: Husker Thomas mon sin første bil?

Hvad kører bilforhandleren i - og hvad er vigtigt for ham, når han skal ud på vejene

01. november 2020 kl. 12:08

HJØRRING: Er bilen bare en bunke blik med fire hjul - eller er den meget mere end det.

Kommunens bilforhandlere har sagt ja til at dele deres forhold til biler med læserne, og filialchef Thomas Brown fra Brdr. Hosbond i Hjørring spiller ud i denne uge:

Hvilken bil kører du i?

En Mazda CX-5.

Hvad er vigtigt, når du skal vælge bil?

- Jeg har tre krav: Den skal have LED-lys, automatgear, og adaptiv fartpilot, der sikrer afstand til den forankørende.

Led-lys giver et vanvittigt godt lys om aftenen og natten og automatgearet er komfortabelt og behageligt. Adaptiv fartpilot har jeg kørt med de seneste to-tre år, og det er sikkert - du har noget, der hjælper med altid at holde afstand til den forankørende.

Hvor tit skifter du bil?

- En bilforhandler skifter tit bil - jeg kan have fem-seks biler på et år. Jeg kører i firmabil, og når den er solgt får jeg en anden. Alle vores biler er altid til salg. Jeg vil gerne have en høj bil at sætte mig ind i - en der er behagelig. Men jeg tager lige så gerne en Fiesta, hvis det er den, der er til rådighed.

Hvor mange kilometer kører du om året?

- Næsten ingenting - 10.000 kilometer om året, siger Thomas Brown, der bor i Højene sammen med familien.

- Min kone har også en bil og kører også cirka 10.000 om året.

Hvad var din første bil?

Det var en Opel Kadett E fra 85 med alufælge og det hele, smiler Thomas og bekræfter, at den selvfølgelig var udstyret med ”Brian-terninger” i forruden.

- Dengang kunne man få noget, der hed en GSI, og det var en bil med en kæmpestor motor. Det havde min ikke, men den var fuldstændig magen til en GSI, griner Thomas.

- Jeg var 18 år gammel og jeg var ikke klogere.

Hvor mange biler har du haft?

- Jeg har nok haft ti biler, indtil jeg begyndte at handle med biler for fire et halvt år siden. Og så har jeg haft mange firmabiler siden. Jeg har altid synes det var sjovt, at have biler og jeg har interesseret mig for biler.

- Inden jeg blev bilforhandler, var jeg ejendomsmægler, og inden da var jeg tømrer

Hvilken bil har du være mest glad for?

- Jeg har haft en del Ford Mondeo - dem har jeg nok været allermest glad for, og dem kørte jeg i, inden jeg begyndte at forhandle biler. Det var størrelsen og komforten i dem, der var behagelig. Det var bare en god bil. Da jeg kom hertil og fik en Ford igen, var det som at komme hjem - alt sad rigtigt.

Annonceret indhold

Nyeste