10 spørgsmål til bispekandidaterne - se her hvad de står for

1. Hvad vil det sige, at Jesus engang kommer tilbage for at dømme levende og døde?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Vi lever i en dømmende tid. En tid hvor vi dømmes og bedømmes både udenfor og på de sociale medier. Dommen kan være god og opløftende, men er ofte hård og nådesløs. Det kristne håb er, at når alt skal gøres op, så dømmes vi af en kærlig dommer. Vi dømmes af ham, der selv er korsfæstet. Det er godt at huske på undervejs i vores liv. Det er en god tanke at overlade dommen til en nådig Gud, for det giver os plads til at leve og til at håbe.

Hanne Dahl:

Kort sagt, så tror jeg, at vi mennesker dømmer os selv og hinanden i den nutidige verden i en grad, så den hinsidige dom er overflødig. Derfor er evangeliets tale om, at vi af Guds nåde ved Kristi død og opstandelse sættes fri til at leve med hinanden under tilgivelsens fortegn, en helt afgørende pointe.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

I dag plages mange af spørgsmålet: Hvordan bliver jeg god nok? Og her er dommen ofte ret nådesløs, både vores egen og andres, og den lyder: Du er ikke god nok! Du er utilstrækkelig.

Det bunder sandsynligvis i en moderne fortælling om, at enhver er sin egen lykkesmed. Så vi kræver af os selv, at vi skal være perfekte og lykkelige. Vi jagter andres likes, og vi dømmer os selv benhårdt.

Det er her forkyndelsen af Jesus som vores dommer er skelsættende. Han dømmer os inde. Jesu kærlighedsdom er altomfattende og fuld nåde. Dommen lyder hver eneste gang. vi lader evangeliet regne på os. Den dom sætter vi alt vores håb til at høre, også på opstandelsens morgen.

2. Hvad har kristendommen at sige til dem, der er bange for verdens undergang?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Verdens undergang er alle mennesker nødt til at forholde sig til. Både i det store perspektiv, og måske tanker om klimakrise, og i vores eget liv, som vi ved ender med døden. Vi tilintetgøres. Døden er den største magt, vi erfarer. Kristentroens kerne er at kærligheden er størst. Det er det vi tror på. Erfaringen peger på undergangen. Troen peger på opstandelsen. Når vi er bange for undergang og død, så skal vi høre ordet om, at størst er kærligheden.

Hanne Dahl:

Den kan man frygte på mange måder. De unge er naturligt nok meget optaget af klimaspørgsmålet. Til dem kan vi sige, at de gør ret i at overveje, hvilken rolle mennesket spiller i skaberværket. Men jeg tror, man går galt i den retorik, der udelukkende fremstiller mennesket som et skadedyr. Så fratager man os handlerum i stedet for at give os det. Jeg er også bekymret for, at vi bliver tonedøve i forhold til vores sociale ansvar som mennesker.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Jeg vil pege på dåben. Dåbssymbolet er total undergang – drukning. Altings undergang i mikroformat. Dåben fortæller os, at det ikke ender med undergang. For tidligere blev barnet dykket helt ned under dåbsvandet og trukket op igen. Det er en bevægelse fra død til liv. Og selvom vi ikke praktiserer neddykning i dag, symboliserer dåben fortsat den samme bevægelse. Det er en håbets fakkel til os, når vi er bange for undergang. Både verdens undergang og alle tænkelige undergange i vores personlige liv. Efter undergangen er der opstandelse. Nyt liv. Gud lader os ikke i stikken. Han er gået foran os, og han går med os, til opstandelsens morgen.

3. Er det at være biskop mest et verdsligt eller mest et religiøst job?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Både og. Det er et verdsligt job, da Folkekirken er en helt normal organisation med ansatte, lovgivning og økonomi. Ting skal ledes og der skal sættes en retning. Mange beslutninger har ikke kun betydning for det verdslige, men har også en teologisk dimension. Derfor skal en biskop kunne se, hvilke konsekvenser verdslige beslutninger kan have for det religiøse område. Det verdslige arbejde skal støtte det åndelige arbejde. Således er jobbet også religiøst, da biskoppen altid er præst, og skal forkynde evangeliet til trøst, glæde og frihed.

Hanne Dahl:

En stor del af biskoppens arbejde er at bistå sognene med ansættelse af nye præster og tilsyn med dem der allerede er ansat. Det handler i høj grad om teologi. Biskoppen har siden reformationen haft ansvaret for at være med til at sikre, at den teologi, der prædikes i de danske kirker, er luthersk evangelisk. Det gør man bl.a. ved at skabe rammerne for, at der er en levende samtale mellem biskoppen og stiftets præster om teologi. En samtale om, hvordan vi bedst muligt giver kirkens bekendelsesskrifter liv i 2021. Det er også vigtigt at skabe gode rammer for den teologiske voksenundervisning, da teologisk dannede lægfolk er forudsætningen for at det almene præstedømme virker sammen med biskoppens tilsynspligt.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Det er ikke et job, men et kald. Jeg har jo ikke selv fundet på at stille op, men er blevet kaldt på af præster og menighedsrådsmedlemmer fra Aalborg Stift. Alt hvad jeg i mit virke gør, gør jeg fordi vi er kaldet af Gud til at være hans kirke på jorden. Administration og ledelse skal emme af kirke og teologi.

4. Hvad er din vigtigste ambition, hvis du bliver valgt til biskop i Aalborg Stift?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

At vi alle skal være glade og stolte over at arbejde og virke i folkekirken. Der skal være gode forhold.

Aalborg stift skal være et flagskib både teologisk, organisatorisk og arbejdsmiljømæssigt. Det sidste betyder, at vi er glade og trygge i vores arbejde. God uddannelse og efteruddannelse til alle. Det organisatoriske er, at vi fastholder, at Folkekirkens krumtap er menighedsrådene og præsterne. Sognet er ikke en filial af Folkekirken. Sognet er folkekirken. Og det teologiske er, at Aalborg stift skal være et af de første steder, man henvender sig til, når man har store spørgsmål i tiden om eksistens, tro og tvivl.

Hanne Dahl:

Det er at sikre, at folkekirken fortsat er en afgørende spiller i menneskers liv. Folkekirken skal indgå naturligt i dagliglivet, også uden for kirkens rum. Det gør vi ved at samarbejde med alle, der vil. Men vi gør det også ved at hævde, at budskabet om Kristi død og opstandelse også i dag har bud til os. Det giver os friheden til at leve livet med alle muligheder for at fejle, fordi vi på forhånd ved os elskede og derfor altid kan bede om tilgivelse. Større frihed gives ikke. At det budskab opleves som forståeligt og relevant er min vigtigste ambition.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

At skabe gode rammer for, at vi sammen fortsætter med at være en kirke, der giver et evangelisk ståsted til mennesker og samfund. Vores rodfæstethed i kristentroen toner og skal også fremadrettet tone vores liv og samfund.

Jeg er stolt af den brede og mangfoldige folkekirke, der har en central placering blandt danskerne. Jeg vil gerne støtte op om, at vi bliver ved med at sprudle af gode initiativer i kirke og sognegård, og udenfor matriklen i de samarbejder, vi kender og i de nye, vi vil opfinde. Jeg er optaget af, at vi bliver ved med at være kirke for og med vidt forskellige mennesker. At vi er kendt som en livsnær og relevant folkekirke.

5. Hvad er Folkekirkens rolle i det moderne demokrati?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Folkekirken er en del af det moderne demokrati. Folkekirken er det mest decentrale, demokratiske organ, vi har. Det kan være forbillede for andre. På et højere plan skal folkekirken i kraft af sin forkyndelse fastholde demokratiet. Vi må ikke kortslutte demokratiet med absolutte krav. For demokrati er altid realpolitik, der hænger sammen med utallige andre forhold. Det absolutte er ikke et politisk spørgsmål. Det har med Gud at gøre. Samtidig skal folkekirkens forkyndelse bringe mere tilgivelse ind i samfundet. Det trænger vi til.

Hanne Dahl:

Folkekirken er skrevet ind i vores grundlov og historisk set garanteres den af monarken. Monarken har været garant for den evangelisk-lutherske kirke siden Kirkeordinansen fra 1539. Det er jo ikke ligefrem moderne. Ifølge grundlovens skal regenten tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Samtidig sikrer grundloven alle retten til at dyrke sin religion og at ingen kan diskrimineres på grund af sin religion. Grundloven sætter altså rammerne for kirkens virke, men Flkekirkens særstilling må ikke føre til diskrimination af dem, der har en anden religion. Derfor må vi - som i mange andre forhold i livet - balancere vores handlinger, således, at ”vi deler sol og vind lige”.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Kirken er et åndelige isbjerg under hele vores velfærdssamfund. Evangeliets fortællinger præger vores samfundsindretning, og vi skal fortsætte med at lade evangeliets menneskesyn og verdenssyn salte vores samfund. Der er til enhver tid fare for, at kølige tal, konkurrencetænkning og høj hastighed sætter et samfunds menneskelighed over styr.

Kirken har altid set på et samfund fra de udsattes og undertryktes side. Kirken har altid peget på, at menneskelivets vilkår er, at mennesket er såre menneskeligt. Det uperfekte, sårbare, sygdom, lidelse og død er grundvilkår. Vi skal blive ved med at lade høre fra os i den offentlige debat, og vi skal blive ved med at tage socialt medansvar, som kirken altid har gjort.

6. Har Folkekirken glemt at engagere sig i tidens største krise, coronaepidemien?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Tværtimod. Folkekirken har været utroligt engageret i krisen. Selv under de værste nedlukninger har præster og personale stået i forrest række ved begravelser, sjælesorg o.l. Samtidig er der opfundet utallige nye måde at forkynde evangeliet på og være nærværende på via internettet (gudstjenester, konfirmandundervisning og lignende), eller, når forholdene var til det, med alternative udendørsarrangementer, samtalende gåture o.l. Samtidig har præster og teologer i avisindlæg og lignende været med til at tolke krisen.

Hanne Dahl:

Tvært imod synes jeg, at vi som kirke på det lokale plan har været meget engagerede. Jeg er imponeret over mine kollegaers opfindsomhed for at være til stede med forkyndelse, sjælesorg og diakoni på trods af restriktionerne. Man kan spørge, om kirkens øverste ledelse har været dygtig nok til at navigere i at vurdere rimeligheden af restriktionerne for kirken i forhold til det øvrige samfund. Men de lokale sogne, menighedsråd og præster har klaret opgaven til UG.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Nej tvært imod. Corona viste med en særlig tydelighed, at næsten hele befolkningen værdsætter folkekirken og mener, der er brug for en folkekirke, og at befolkningen forventer, at kirken stiller op i en nødsituation.

Præster og menighedsråd var lynhurtige til at finde nye måder at være til stede på. Der blev opfundet helt nye digitale former, sammen med meget lavpraktisk fysiske former, som gåture eller telefonopkald, og kirken tog socialt ansvar på alverdens forskellige måder.

I bagklogskabens klare lys håber jeg dog også, at vi en anden gang vil bide lidt mere fra os. Vi er ikke vant til at skulle kæmpe på en politisk arena for kirken. At vi skulle pålægge sørgende at begrænse antallet af gæster til en begravelse, samtidig med at folkemængder stimlede sammen til fodboldkamp og fest, skreg til himlen.

7. Er abort, skilsmisse, homoseksualitet og kvindelige præster stadig aktuelle emner for Folkekirken?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Alle emner, der vedrører vores liv og har betydning for det, er aktuelle for Folkekirken. Det er væsentligt at kunne respektere hinanden, selvom vi har forskellige holdninger til disse spørgsmål. Netop her giver Folkekirken et rum til at mødes på tværs i den fælles tro på Guds nåde. Vi er ikke nødvendigvis ens, men vi er fælles. Abort og skilsmisse er personlige anliggender. Homoseksuelle kan vies i kirken, og vi skelner ikke mellem kvindelige og mandlige præster. Vi har præster.

Hanne Dahl:

Emner der optager folkekirkens medlemmer er altid aktuelle. Hvis du spørger til, hvad jeg mener om emnerne er svaret, at den frie abort er afgørende i forhold til kvinders ret til egen krop. Det er ikke en præventionsform, men det har jeg heller aldrig mødt nogen kvinde, der har set det som. En skilsmisse er altid et stort og eksistentielt nederlag, men som i alle andre forhold i livet gives vi forhåbentligt en ny chance. Derfor kan man blive gift igen. Homoseksuelle kan ligesom alle andre blive gift i kirken, da løftet om at ville elske og ære hinanden i ægteskabet ikke er bestemt af køn. Mit eget køn taget i betragtning, kan jeg selvfølgelig ikke være imod kvindelige præster.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Ja og nej. Nej, fordi ethvert medlem kan blive gift i kirken, uanset køn og civilstatus. Og nej, fordi langt størstedelen af folkekirken, hverken medlemmer eller ansatte, ikke sætter spørgsmålstegn ved kvindelige præster, retten til abort, vielse af fraskilte eller homoseksuelle. Her står jeg også selv.

Ja, fordi der stadig er mennesker i folkekirken, der af deres dybeste overbevisning mener, at disse tiltag er ubibelske og dermed forkerte. Den overbevisning skal der være plads til i folkekirken.

Det er for mig et tegn på den gode, folkekirkelige rummelighed, at der er plads til begge synspunkter.

8. Hvordan skal vi leve side og side med det muslimske Danmark?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Jeg tror på, at det grundvigske syn på folkeligehed, som bærer vores højskoler, har en ny relevans. Ordene om menneske først og kristen så. Vi skal ikke i første omgang mødes i det, der skiller: gudstroen. Men vi skal mødes i det, vi har tilfælles: de fælles erfaringer af håb, tab, sorg og kærlighed. Her kan en samtale finde sted. En samtale er vigtig, både for at kunne forstå og for at kunne modsige.

Hanne Dahl:

Vi skal agere inden for grundlovens rammer. Folkekirken har i følge loven en art forrang via majestætens tilhørsforhold, men religion skal til hver en tid kunne udøves frit. Dog med det forbehold, som også står i grundlovens paragraf 67, at den offentlige sædelighed ikke må krænkes. Men nu om dage er det måske i praksis svært at forestille sig noget, der krænker den offentlige sædelighed.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Vi skal arbejde på, at der er ét Danmark, hvor vi er integreret med hinanden. Vi skal arbejde benhårdt på, at der ikke er parallelsamfund, der lever uden gedigne relationer til hinanden.

At vi indgår i fællesskab på tværs af indkomst, tro og etnicitet er et kendetegn for det danske samfund, som jeg mener er afgørende at bevare. Ekkokamre af enhver slags er med til at underminere sammenhængskraften. Vi er hinandens medborgere, og vi skal give gode vilkår for, at moderate muslimer af alle slags kan indgå som aktive medborgere i samfundet.

Samtidig skal vi arbejde på at modvirke ekstremistisk islam med alle midler. Og vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene. Ekstremistisk islam er livsfarlig. Og den findes i Danmark.

9. Hvordan stiller du dig til omskæring af drenge?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Den kristne kirke har altid været imod omskæring. Allerede Paulus talte imod det. Det er en trist skik. Men det er en central del af en tusindårig kultur og tro, som man ikke bare forbyder. Vi må ikke bruge tvang i disse spørgsmål. Det vil være en kortslutning at forbyde omskæring. Det skal ikke forbydes væk. Det skal forkyndes væk.

Hanne Dahl:

Det er jo ikke et spørgsmål i forhold til Folkekirken, da vi ikke har noget krav om omskærelse. Paulus siger i 1. brev til Korintherne, at man kan gøre det eller lade være. Han taler ind i en sammenhæng, hvor nogle af dem, han missionerer for, er jøder, som allerede er omskårne, andre er grækere eller romere, som ikke er omskårne. Eksemplet viser jo, at meget af det, man kunne kalde religiøs praksis er bundet til den tid, hvori det er skrevet. Paulus gjorde, med udgangspunkt i Jesu forkyndelse, op med lovens krav om omskærelse. På den baggrund ser jeg det i dag i højere grad for at være en politisk tematik end en religiøs

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Vi skal værne om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Det bidrager til den tolerance og rummelighed, som er afgørende i et demokratisk land som Danmark. Hvis vi forbød omskæring, ville det være det samme som at indskrænke religionsfriheden betydeligt. Det er jo en religiøs praksis, der er fuldstændig afgørende for både jøder og muslimer. Det er lige så vigtigt for jøderne at kunne omskære deres nyfødte, som det er for os som kristne at kunne døbe vores børn.

Omskæring skal foregå lægeligt forsvarligt, og smertebehandlingen skal sikres. Og der skal være helt igennem patientsikre rammer for indgrebet.

Det ville være drastisk, hvis Danmark blev det første land i verden, hvor det reelt ville være svært eller umuligt for jøder og muslimer at bo. Som det ser ud lige nu i Danmark, er der derfor heller ikke et politisk flertal for at forbyde rituel omskæring.

10. Hvad har Folkekirken at tilbyde de digitalt indfødte generationer?

Thomas Reinholdt Rasmussen:

Folkekirken er folkets kirke og skal møde folk, hvor de er. Folkekirken er allerede meget til stede på de sociale medier. Der findes sjælesorg på nettet, og noget af det sidste nye er samtalepodcasts. Folkekirken er der, hvor folk er. Det er glædeligt, at der blive udviklet så meget nyt på det kirkelige område for ”de digitalt indfødte”. Men coronakrisen har også vist os, at det fysiske møde betyder meget. Vi skal mødes. Det ene udelukker ikke det andet.

Hanne Dahl:

Hvis spørgsmålet hentyder til den generation, der er opvokset med internettet i modsætning til min, der er født i en analog verden, er svaret, at vi skal tilbyde dem det samme, som vi tilbyder alle andre: Nærvær og samvær. Men vi skal også, som vi allerede er, være til stede på de digitale og sociale medier som f.eks. med sjælesorg på nettet. Men hvis vi skal tro erfaringerne fra corona-nedlukningen, blev vi som samfund opmærksom på, at fysisk samvær kan noget, som virtuelt samvær ikke kan. Vi har som mennesker stadig brug for at mødes i den virkelige verden.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard:

Vi skal være der, hvor folk er. Corona har lært os, at det digitale kan noget i sin egen ret. Derfor bakker jeg op om, at folkekirken sørger for også at være digitalt tilgængelig, som vi f.eks. er gennem Sjælesorg på nettet.

Men det fysiske fællesskab kan noget helt særligt. Så jeg tror, at vi skal blive ved med at prioritere at mødes fysisk og fastholde det som den primære fællesskabsform, ved siden af de digitale.