Er din brændeovn fra før 2003 skal den skiftes ud eller nedlægges ved ejerskifte. Arkivfoto
Livet her

Giver brændeovnen anledning til panderynker? Se de nye regler her

Sådan gør du, hvis du køber hus med en gammel brændeovn eller pejseindsatse

25. august 2021 kl. 12:45
Opdateret 30. august 2021 kl. 09:32

Efteråret nærmer sig - og hvad er mere hyggeligt end ild i pejsen eller brændeovnen, når aftenerne bliver mørke og kulden breder sig? Men nye regler, der netop er trådt i kraft, kan også give anledning til panderynker!

Brændeovne kan være en kilde til luftforurening, og derfor er der fra 1. august 2021 indført nye miljøregler, så husejere ved ejerskifte skal udskifte eller helt skrotte brændeovne og pejseindsatser, der er produceret før 1. januar 2003.

Reglerne vil helt givet medføre bøvl for mange husejere, da de pålægges en række pligter - der også gælder for nye husejere.

- Men de fleste nye husejere er godt klar over, at der er nye regler og de har da også været på vej i et stykke tid, siger ejendomsmægler Jeppe Egelund Straarup, Vejgaard.

Det er køberens ansvar at få tingene bragt i orden, men det kan jo indgå i aftalen mellem sælger og køber, hvordan man rent praktisk griber det an.

I Aalborg er der langt færre brændeovne end i oplandet. Det skyldes den billige fjernvarme, som aalborgenserne i årevis har nydt godt af.

- Udenfor Aalborg er det langt mere almindeligt at have brændeovn ikke bare for hyggens skyld, men som en reel varmekilde, siger Jeppe Egelund Straarup.

Se reglerne her

Brændeovne/pejseindsatse fra før 1. januar 2003:

Har din nye bolig en brændeovn eller pejseindsats, der er produceret før 2003, skal den senest 12 måneder efter overtagelse være udskiftet eller helt nedlagt. Det skal indberettes digitalt til Miljøstyrelsen, hvad du har valgt.

Brændeovne/pejseindsatse fra efter 1. januar 2003

Som ny boligejer skal du inden seks måneder indsende dokumentation for brændeovnens/pejseindsatsens alder. Denne dokumentation kan ifølge miljøstyrelsen være:

1. En prøvningsattest

2. Dokumentation for svanemærkning

3. Underskrevet erklæring fra skorstensfejer eller anden fagperson om produktionsåret (digital erklæring kan findes på miljøstyrelsens hjemmeside)

Hvis du ikke kender ikke alderen

Når du køber en bolig med brændeovn eller pejseindsats, bør det afklares, hvornår den er produceret, f.eks. med en faktura på købet.

En skorstensfejer kan måske ved at besigtige brændeovnen konstatere, hvornår den er produceret. Kan alderen ikke bestemmes, skal der indsendes en attest til Miljøstyrelsen, underskrevet af skorstensfejeren.

Miljøstyrelsen har lavet en fin vejledning til, hvordan alderen muligvis kan bestemmes - se den her.

Undtagelser

Nogle brændeovne er undtaget fra de nye regler. Det gælder blandt andet antikke brændeovne produceret før 1920, indmurede pejseindsatse, hvor det vil medføre væsentlige konstruktionsmæssige ændringer omkring fyringsanlægget at skifte ud, samt kakkelovne og åbne ildsteder/pejse.

Annonceret indhold

Nyeste