Her ses skyen med den forprægede form over Emmersbæk.
Livet her

Så du også de særlige skyer? Derfor ser de sådan ud

23. april 2024 kl. 11:01

Det ligner næsten, at nogen har smidt en atombombe på dansk jord, men bare rolig.

Den flotte amboltsky - eller Cumulonimbus - er et helt naturligt fænomen, som i weekenden kunne ses flere steder i Nordjylland. Mange har lagt billedet op på sociale medier af de karakteristiske skyer, og i den anledning har vi undersøgt, hvad det egentlig er for en sky.

- Det er skyer, som opstår, når kold luft strømmer over landet i højden og luften varmes op nedefra. Om vinteren er det typisk havvandet, der kan varme luften op nedefra, i foråret og i høj grad sommer og starten af efteråret, er det solen der sørger for opvarmningen nedefra inde over land, siger Herdis P. Damberg, meteorolog fra DMI.

Skyen har en helt særlig form.

Når luften varmes op, stiger den til vejrs, og på et tidspunkt kan den ikke indeholde ret meget fugt. Fugten kondenserer dermed til skydråber.

- Man kan næsten fornemme den opadgående tendens i skyen, idet de tårner opad. Når skyen møder toppen af troposfære - eller tropopausen, som det niveau kaldes - kan luften ikke længere stige til vejrs, og den søger derfor udad. Dermed denne amboltlignende struktur, siger Herdis P. Damberg.

Hun fortæller, at skyerne ofte et et varsel om byger.

- Spredte byger dog. Så det er ikke sikkert, det er dig, der bliver våd, men det er sikkert, at det øser ned et eller flere steder i området, siger meteorologen.

I denne uge er der kold luft, der strømmer ned over landet. Samtidig er der både sol og byger, hvilket ifølge Herdis P. Damberg giver mulighed for at se amboltskyerne igen allerede onsdag.

Annonceret indhold

Nyeste