- Vi er forårsklar - det er forår, sommer og shorts. Sådan skal det være, smilede Christian Dyrby Larsen, der her ses sammen med kollegaen Sebastian Bendtsen. Privatfoto
Shopping

Klar til genåbning: Nielsens er klar med sprit, smil og shorts

Butikkerne i Metropol ShoppingCenter genåbner onsdag. Personale og butiksejere glæder sig til at se kunderne igen

18. april 2021 kl. 13:02
Opdateret kl. 21:44

HJØRRING: Hos Nielsens i Metropol havde souschef Christian Dyrby Larsen og hans kollega Sebastian Bendtsen fredag gang i klargøringen. Butikken skal nemlig stå knivskarpt til åbningsdagen onsdag.

Hylder og bøjler frister med tøj til hele familien. Den store butik er nemlig opdelt i tre afdelinger med henholdsvis herretøj, dametøj og børnetøj.

Succes med netsalg

Nielsens har haft succes med salg på nettet under nedlukningen, og butikken brænder derfor ikke inde med et lager af ikke-solgte efterårs- og vintervarer.

- Vi har sendt utrolig mange pakker ud til kunder, der har bestilt på nettet, så vi er faktisk kommet ret godt i bund med vores efterårs- og vinterkollektion, fortæller Christian Dyrby Larsen.

- Selvfølgelig er der noget tilbage, men vi har sendt mange pakker afsted. Så det har været godt, når nu vi ikke kunne holde butikken åben.

Nielsens har også under nedlukningen deltaget i Metropol Live, hvor butikken sammen med andre centerbutikker har præsenteret og solgt varer på nettet.

- Og vi kan se, at folk også er begyndte at købe tøj via livesalget. Det vil vi nok overveje at fortsætte med. Det er en måde at nå ud til kunderne med tøj, man gerne vil booste, siger Christian Dyrby Larsen.

Forårsklar: Nu sker det

Når kunderne kan komme ind i den fysisk butik i shoppingcenteret igen, vil de blive mødte med nye kollektioner.

- Vi er forårsklar - det er forår, sommer og shorts. Sådan skal det være, smilede Christian.

Han og resten af teamet glæder sig til genåbningen.

- Det er fire måneder, hvor vi bare har gået og ventet. Og nu sker det - det er godt nok dejligt.

Nielsens team i Hjørring er med andre ord SÅ klar til at byde kunderne velkommen.

- Vi er hundrede procent klar til onsdag - vi har været klar lige siden januar, smiler Christian.

Annonceret indhold

Nyeste