Niclas Hougaard ses her i forbindelse med Fortuna Hjørrings sidste ligakamp i 2020 mod Brøndby IF. Kampen endte 3-1 til Fortuna. Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Et af verdens bedste hold kommer til Hjørring: Dårlig bane kan spænde ben

Der venter et interessant opgør i Hjørring onsdag eftermiddag

09. marts 2021 kl. 15:36
Opdateret kl. 16:00

FODBOLD: Fortuna Hjørring kan se frem til en af klubbens største kampe i klubbens historie, når FC Barcelona onsdag eftermiddag venter på hjemmebane.

Det første opgør i Catalonien endte med et nederlag på 0-4, hvorfor drømmene om et avancement led et alvorligt knæk.

I det hele taget er Fortuna-kvinderne ikke inde i en særligt opløftende stime, for foråret startede ud med et nederlag til HB Køge i pokalens kvartfinale. Dernæst ventede Barcelona i en næsten umulig udebanekamp. Og så vandt overkommelige Kolding Q med overraskende 3-0 i weekenden.

En del af forklaringen kan undskyldes med, at Fortuna Hjørring i øjeblikket er ramt af seks skader, fortæller klubbens cheftræner, Niclas Hougaard.

- Vi har fem, måske seks skader, så vi har en del skader lige nu, og det er dårlig timing. Vi har haft tre spillere ude med skader gennem en længere periode, oplyser han.

- Man skal se isolerede på kampene. Køge var for os en god kamp, hvor vi lige såvel som de kunne have vundet. Barcelona er et af de bedste hold i verden, så det var selvsagt også svært. Mod Kolding havde vi ikke den energi, der skulle til. Vi fik ikke det, vi gerne ville have mod Køge, mens det mod Kolding var et tungt slag i hovedet for os, siger Hougaard.

En dårlig bane kan blive en fordel

Fortuna Hjørring har været undervejs en længere vinterpause. Således var vendelboerne ikke i aktion i Gjensidige Kvindeligaen fra 31. oktober til 6. marts. Indimellem har dog været en sekstendedelsfinale i Champions League mod slovenske Pomurje og en pokalkvartfinale mod HB Køge.

Det står i skærende kontrast til de catalanske giganter, der blot var igennem en mindre julepause fra slutningen af december til begyndelsen af januar.

- Vi må rejse os mod Barcelona, selvom det er en fordel for dem, at vi gik igennem fire måneder uden betydningsfulde kampe, og nu har skullet spille tre på en enkelt uge. Det er en hård start og med et par skader, er det endnu hårdere. Der er en ny uge, og det giver os nye muligheder for at få justeret til og gøre det bedre, mener Niclas Hougaard.

FC Barcelona er en stærk modstander, men banen kan måske drille dem. Målsætningen fra Niclas Hougaard er klar.

- At vi måske kan vise os frem i en lidt mere offensiv udgave med bolden og holde mere fast i bolden, end vi gjorde dernede. Hvis banen er lidt dårlig, er det også til vores fordel. Vi håber, vi kan komme frem ad banen og holde lidt bedre på bolden, lyder det fra Fortuna Hjørring-træneren.

Skal turde have modet

FC Barcelonas kvindehold har ikke lukket et mål ind i syv kampe i træk, så spørgsmålet om, hvorvidt det i sig selv ville være en sejr for Fortuna-kvinderne at score mod de spanske mestre, faldt lettere indlysende. Men Niclas Hougaard er ikke enig i den vurdering.

- Ikke hvis vi taber 7-1… Vi skal forsøge, om vi kan holde det på, at nederlaget bliver mindre end sidst. Vi skal se, om vi kan score først og ryste dem en smule. Derudover må vi tage et par minutter ad gangen og holde nullet i så lang tid som muligt. Det at turde have modet til at holde i bolden, er også vigtigt for os, mener han.

Selvom FC Barcelona på forhånd er store favoritter til at snuppe sejren - og dermed avancement til kvartfinalerne i Champions League - kan Fortunas kvinder alligevel tage noget med fra de to opgør.

- Når de sidder og kigger på kampen bagefter, så nyder de mange af de ting, som Barcelona-spillerne laver. Bare det at se nogle af de bedste fodboldspillere i verden betyder meget. Vores angribere kan kigge på nogle af de bevægelser, deres angribere laver. Vi får også noget ud af at blive presset mere, for der er en masse ting, der kan læres, og det skal vi bruge de her kampe til. Det er en ekstra motiviation til at presse hinanden ekstra meget i hverdagen, slutter Hougaard.

Der er kampstart klokken 15.55 på Nord Energi Arena. Kampen kan ses på TV3 Sport.

Annonceret indhold

Nyeste