Livet her

Fortuna Hjørring hentede endnu en sejr

Træner Brian Sørensen og en lille håndfuld spillere fik skovlen under deres tidligere klub, da Fortuna Hjørring besejrede FC Nordsjælland

15. august 2021 kl. 17:41
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:50

FODBOLD: Fortuna Hjørring fulgte godt op på sidste weekends 5-2-sejr over AGF, da det søndag også blev til tre point i anden spillerunde af Gjensidige Kvindeligaen.

Hjemme i Hjørring blev det 2-0 over FC Nordsjælland, og det lunede lidt ekstra hos cheftræner Brian Sørensen, der ligesom en lille håndfuld spillere i sommer kom til Fortuna fra søndagens modstandere.

Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen.

Emma Snerle åbnede scoringen allerede i det femte minut, mens en af de tidligere Nordsjælland-spillere Florentina Olar fordoblede føringen lige før første halvlegs afslutning.

Fortuna Hjørring - FC Nordsjælland 2-0 (2-0)

Mål: 1-0 Emma Snerle (5. minut), 2-0 Florentina Olar (43. minut)

Advarsler: Dajan Hashemi, FC Nordsjælland (74. minut), Indiah-Paige Riley, Fortuna Hjørring (84. minut), Cecilie Larsen, FC Nordsjælland (89. minut)

Fortuna Hjørrings opstilling (3-4-3): Adelaide Gay - Maria Mihaela Ficzay, Laura Frank, Angela Beard - Rebekka Frederiksen (Indiah-Paige Riley, 65. minut), Janelle Cordia (Sille Mølgaard Fejerskov, 87. minut), Clare May Wheeler, Florentina Olar - Mathilde Carstens, Camilla Kur (Asii Berthelsen, 87. minut), Emma Snerle (Ellen Frank Mitchell, 90. minut)

Tilskuere: 207

- Det var en dejlig sejr. Der er altid lidt ekstra spænding før en kamp mod sin tidligere klub, for man vil jo gerne gøre det godt. Jeg er meget glad for, at vi kom hurtigt foran, for så vidste jeg, at det ville blive svært for dem, siger Brian Sørensen.

En anden af de tidligere Nordsjælland-spillere Adelaide Gay fik endda sin debut for Fortuna, da hun fik sin første kamp i målet.

- Hun var lidt nervøs før kampen, men hun gjorde det godt og tog jo, hvad hun skulle, siger Brian Sørensen.

Spillemæssigt var han dog ikke helt ligeså tilfreds, som han var for en uge siden i Aarhus.

- Jeg synes ikke, at vi var ligeså gode på bolden i dag. Vi stressede for meget, og det var egentlig ikke, fordi de pressede os. Områderne var store nok, men der skulle ikke meget mere end et simpelt pres til for, at vi forcerede for meget. Det skal være bedre, men overodnet set havde vi jo kampen under kontrol, siger Brian Sørensen.

Resultatmæssigt kunne Fortuna Hjørring ikke have fået en bedre start med maksimumpoint efter de to første kampe.

- Det er dejligt, og i dag fik vi også holdt målet rent, som vi var lidt trætte af, at vi ikke gjorde i Aarhus. Det var dejligt at spille til nul, og nu har vi god tid, inden vi møder AaB næste mandag, så vi forhåbentlig kan få Olivia (Møller Holdt, red.) helt klar. Hun var med på bænken i dag, men vi valgte ikke at spille hende.

- Vi kan forhåbentlig også få Sofie (Lundgaard, red.) klar igen efter den hovedskade, hun pådrog sig mod AGF, siger Brian Sørensen.

Annonceret indhold

Nyeste