Foto: Lars Pauli
Livet her

Fortuna-træner kritiserer ligastruktur: Lad holdene beholde deres point

Fortuna Hjørring går fra at være ét point bagud til at skulle hente fire point på HB Køge, når slutspillet fløjtes i gang. Det skyldes den nuværende ligastruktur

14. marts 2021 kl. 07:18

FODBOLD: Det var et særsyn, som Gjensidige Kvindeligaen lørdag rundede grundspillet af med. Oprykkerne fra HB Køge endte nemlig øverst i tabellen inden slutspillet, selvom Fortuna Hjørring slog sjællænderne i sidste opgør.

Det betyder ikke kun, at en årelang, markant dominans fra Brøndby og Fortuna - der indtager henholdsvis første- og andenpladsen - så småt krakelerer. Selvom HB Køge har samme pointantal som Brøndby og ét mere end nordjyderne, tager de nemlig 10 point med over i mesterskabsspillet.

Brøndby får otte med, mens Fortuna får seks point som udgangspunkt. Dermed udbygges oprykkernes føring med skiftet fra grundspil til slutspil.

- Jeg synes, at det er en sjov situation. Der er ikke nogen i Kvindeligaen, der forstår den ombrydning med point, siger cheftræner for Fortuna Hjørring, Niclas Hougaard.

Strukturen har gennem årene med Brøndby og Fortuna som eneste reelle mesterskabskandidater reduceret forspringet. Men den tid er altså ovre og har i denne situation udbygget en snæver føring.

- Det skal give en mere jævnbyrdig række, men nu gør det nærmest det modsatte, siger cheftræneren.

Dermed opfordrer han også til, at pointfordelingen i nuværende stand ændres i Kvindeligaen.

- Jeg håber, at man vil kigge på at ændre det til fremtiden. Det kan man ikke være en topliga bekendt. Det giver ingen mening - især ikke i en fed situation, hvor det er meget mere tæt. Det skal da bare fortsætte. Der er ingen grund til at tage point fra folk, uddyber han.

Nu skal storholdene fra Brøndby og Hjørring altså jagte oprykkerne i slutspillet. Formår de ikke at indhente HB Køge, er 20 års parløb i dansk kvindefodbold ovre. OB er nemlig det seneste hold, der er blevet danske mestre foruden de to rivaliserende tophold. Det skete i 2001.

Er en æra med Brøndby og Fortuna Hjørring som de dominerende hold så ved at være ovre?

- Forårssæsonen må jo vise det. Det er klart, at flere investerer og viser økonomiske muskler, og det er fint. Men jeg tror, at man ser flere hold slå dem, der ligger i toppen, og det kommer generelt til at bølge mere frem og tilbage, siger Niclas Hougaard.

- Vi har jo økonomisk mistet terræn til Europa generelt i toppen af ligaen, mens bunden herhjemme har flyttet sig opad. Nu skal vi fokusere på at få både toppen og bunden fremad, så vi fortsat kan konkurrere i Europa, tilføjer han.

HB Køges imponerende sæson viser nemlig, at vejen til toppen af dansk kvindefodbold ikke er så lang, som man tidligere har forestillet sig.

- På én sæson er de gået fra oprykker til toppen. Det viser, at det ikke kræver så meget at komme derop. Derfor skal vi se, hvordan økonomien kan blive større i ligaen, så toppen også bliver mere interessant økonomisk. På den måde kan vi blive ved med at konkurrere europæisk, tiltrække dygtige spillere og ikke mindst holde på vores danske spillere. Det kræver et større setup, siger Fortuna-cheftræneren.

Tidligere på ugen blev Fortuna Hjørring sendt ud af ottendedelsfinalerne i Champions League. FC Barcelona slog nemlig nordjyderne med 9-0 over to kampe.

Annonceret indhold

Nyeste