Foto: Martél Andersen
Livet her

Klarmeldt Vendsyssel-spiller vil løbe stærkt og hoppe højt efter et års fravær

Christoffer Boateng har næsten tilbragt et år væk fra grønsværen efter en korsbåndsskade. Nu er offensivspilleren tilbage for vendelboerne

08. august 2021 kl. 09:41

FODBOLD: Det er knap et år siden, at Christoffer Boateng fik den hårde nyhed. Efter et opgør mod Hobro fik Vendsyssel-spilleren beskeden om, at hans ene korsbånd var revet over. Men nu er offensivspilleren på vej tilbage.

Efter et par indhop i divisionsregi fik han således en fuld kamp i midtugens pokalopgør mod Strandby-Elling-Nielstrup.

- Det er altid dejligt at blive bekræftet i, at man kan spille 90 minutter, uden der gik noget galt. Bare følelsen dagen efter, hvor man er helt brugt. Den har jeg ikke haft i mange måneder, og det er dejligt at mærke igen, fortæller Christoffer Boateng.

Nu handler det således om at finde kampformen, så han kan blive målfarlig for Hjørring-klubben.

- Der er stadigvæk nogle gener her og der. Man bygger jo på hele tiden. Selvom jeg er erklæret klar, er der stadig lidt vej, til man rammer det niveau, som man havde før. Det skal man bare respektere og acceptere. Det tager tid, selvom tid ikke er det, man har mest af i fodboldverden, siger den 26-årige offensivspiller.

Mens Christoffer Boateng har siddet ude med sin skade, er der sket meget i Vendsyssel FF. Ejerskifte, nedrykningsfare og en sikret overlevelse i 1. division har hvirvlet i klubmiljøet sideløbende med hans kamp for at vende tilbage til grønsværen.

- Det har jo været en hektisk tid. Men inderst inde har det bare været vigtigt for mig at spille fodbold igen. Så hjælper det selvfølgelig lidt, at der er ro på nu, siger Boateng.

Derudover er der også sket en del på trænerfronten. Michael Schjønberg er kommet og gået i mellemtiden, og nu står Henrik Pedersen som cheftræner for mandskabet. Han står for en type fodbold, som Christoffer Boateng ser frem til at udleve.

- Han vil gerne spille, så vi skal tvinge modstanderen til at lave fejl. Vi skal erobre højt på banen og spille powerbold. Det forbinder jeg også mig selv med. Jeg vil gerne løbe stærkt og hoppe højt. Jeg betragter generelt mig selv som en powerspiller, så det passer mig godt, fortæller han.

Søndag har Christoffer Boateng muligheden for igen at komme på måltavlen i divisionsregi. Nykøbing FC gæster nemlig Vendsyssel FF i Nordicbet Ligaen klokken 15.

Annonceret indhold

Nyeste