Der var stor jubel blandt Fortuna-spillerne, da Sara Thrige scorede det forløsende føringsmål på straffespark kort før pausen.
Livet her

Midlertidig Fortuna-træner rækker ud efter cheftrænerposten

Elena Sadiku, der er blevet sat i spidsen for Fortuna resten af sæsonen, håber hun kan gøre sig positivt bemærket

21. april 2021 kl. 21:28

FODBOLD: Det var en tumultarisk optakt, som Fortuna Hjørring fik til onsdagens kamp mod FC Thy, da holdets cheftræner, Niclas Hougaard, blev afsat på posten efter et noget absurd forløb.

Ind kom i stedet den hidtidige assistenttræner Elena Sadiku, der blev udnævnt som midlertidig træner, og som kun fik få dage til samle truppen.

Men det var nok til at hjemtage en 2-0-sejr på udebane over FC Thy.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er gået gennem en hård uge med tanke på Niclas’ afsked. Jeg er meget tilfreds med, at spillerne kunne distrahere fra det og levere så professionel en indsats, lyder det fra Elena Sadiku.

Det var omvendt en Thy-træner, der var tilfreds med spillet og udtrykket fra sine spillere, men skuffet over resultatet.

- Vi spillede egentligt fint og bestemte kampens udvikling fra start, men vi lukkede to dumme mål ind. Jeg må give Fortuna ros for kynismen, for det er en kvalitet, der afgør fodboldkampe, siger cheftræner Allan Drost.

Fortuna fik en hjælpende fod andetstedsfra, da Kolding besejrede HB Køge. Nordjyderne har derfor ”kun” syv point op til den Champions League-givende andenplads med syv kampe igen.

- Det er 100 procent stadig Fortunas ambition at slutte i top-2, så klubben kan spille Champions League næste sæson. Men jeg skænker ikke tabellen en tanke. Det eneste, det handler om lige nu, er vores præstationer, siger Elena Sadiku, der på et tidspunkt ønsker at prøve sig af med et fast cheftrænerjob.

- Jeg er blevet ansat til at skabe resultater her og nu. Så må vi se, hvordan det går. Hvis klubben og jeg har en god følelse med projektet, så kan det godt være, vi finder en permanent løsning. Jeg har i hvert fald en ambition om at være cheftræner på et tidspunkt, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste