Delphin Tshiembe er en af de nye Vendsyssel-spillere. Han får selskab af flere nye ansigter i de kommende uger. Foto: Martél Andersen
Livet her

Vendsyssel er godt på vej: Her skal truppen forstærkes

Der er stadig et stykke arbejde tilbage på transfermarkedet, før Henrik Pedersen har den trup han stræber efter i Vendsyssel FF

10. august 2021 kl. 11:44

FODBOLD: Der er godt gang i transferaktiviteterne hos Vendsyssel FF, der har hentet en lind strøm af forstærkninger i de seneste dage. Det er særligt bagkæden, der har fået tilføjet nogle flere navne.

Hvor det i første omgang var spillere med relationer til dansk fodbold i skikkelse af Diego Montiel, Delphin Tshiembe og Mikkel Wohlgemuth, man hentede ind, så er der siden blevet hentet spillere fra Sverige, Holland, Frankrig og Australien, men det er helt i tråd med den plan, som cheftræner Henrik Pedersen var med til at udarbejde ved tiltrædelsen som træner i Vendsyssel FF.

Senest har man præsenteret Terrence Baya, og det betyder, at man så småt er ved at være dækket ind i forsvarskæden.

- Med Baya, Tshiembe og Thomas Oude Kotte er vi ved at være på plads i den ende af banen. Vi har også hentet Panayioti ”Panos” Armenakas ind, og han kan spille flere af de offensive positioner. Jeg ser ham mest som en dynamisk 8er, men han kan også spille på kanten, som han gjorde mod Nykøbing, siger Henrik Pedersen.

Se også
Tre på stribe: Vendsyssel FF måtte igen nøjes med uafgjort i intens kamp

Hvis man kaster et hurtigt blik på Vendsyssels nuværende trupsammensætning, vil man hurtigt opdage, at truppen har lidt slagside rent offensivt. Der mangler offensive kræfter, men det er en situation, som man arbejder på højtryk på at løse.

- Vi har eksempelvis kun enkelt angriber i Lasse Steffensen, og det er for skrøbeligt. Derfor skal vi selvsagt have noget mere ind til offensiven. Det skal vi nok få løst, siger Henrik Pedersen, der sammen med resten af teamet omkring Vendsyssels NordicBet Liga-hold arbejder på at finde de nødvendige tilføjelser. Umiddelbart er der meget der tyder på, at de spillere skal findes andre steder end på det danske marked.

- Vi vil gerne have danske spillere, men da vi er lidt sent ude i dette vindue, så bliver vi nok nødt til at kigge mere mod udlandet, end vi normalt vil gøre. I fremtiden er det heller ikke vores plan, at vi skal hente helt så rutinerede spillere. Vi vil gerne have unge sultne spillere, som vi kan udvikle og dermed skabe værdi for klubben på den måde. Nu står vi i den her lidt anderledes situation, og så handler vi derefter, siger Henrik Pedersen, der har et enkelt kardinalpunkt i trupsammensætningen.

- Jeg vil meget gerne have, at vi har spillere nok i truppen til at kunne spille 11 mod 11 i løbet af træningsugen, fordi det bliver meget vigtigt i vores måde at udvikle spillet og holdet på. Lige nu kan vi ikke træne helt så hårdt, som vi gerne vil, men vi har haft nogle gode snakke. I den sidste ende kan vi dog ikke snakke os til udviklingen. Den skal foregå på træningsbanen, siger Henrik Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste