Cheftræner Henrik Pedersen (th.) og assistenttræner David Olsen kan se klare fremskridt i spillet hos Vendsyssel FF. Foto: Henrik Bo
Livet her

VFF-træner: Sejrene skal nok komme

Vendsyssel FF's træner Henrik Pedersen ærgrede sig over nederlaget til AC Horsens, men kan samtidig se store forbedringer i spillet

20. august 2021 kl. 06:00

FODBOLD: Kampen mod AC Horsens gav debut til Xandro Schenk. Han bliver næppe den sidste debutant, man har i dette efterår, for cheftræner Henrik Pedersen understreger, at man ikke er færdig med at hente nye spillere til klubben. Faktisk tværtimod.

Selvom man nu er tættere på trænerens erklærede mål om at kunne spille 11 mod 11 i den daglige træning, er der fortsat brug for et nyt kontingent spillere for at have både kvantitet og kvalitet på plads.

- Vi er vel 16 spillere lige nu, så vi skal stadig have nogle flere spillere ind. Lige nu har vi to midtstoppere, en højreback, en angriber, to kantspillere, så selvfølgelig skal vi have noget mere ind, siger Henrik Pedersen.

Vendsyssel FF’s cheftræner fornemmer, at det er ved at være på de tider af transfervinduets cyklus, at han kan udvide sit søgefelt for potentielle forstærkninger.

- Det er klart, at vi også kigger efter spillere, der måske i første omgang ledte efter en lidt større klub end vores, men nu begynder markedet at rykke sig. Med den her corona-situation, som har taget hårdt på mange klubber, tror jeg, at mange spillere har fundet ud af, at det ikke bare er en selvfølge at have en kontrakt, og det skaber nok lidt usikkerhed i slutningen af vinduet. Her kan vi forhåbentlig finde noget, siger Henrik Pedersen.

I forhold til torsdagens kamp var der mange positive ting at tage med for Henrik Pedersen, så han bekymrer sig ikke over den fortsatte mangel på sejre. Der er nemlig så tydelige tegn på forbedring i spillet, at sejrene nok skal komme.

Se også
Vendsyssel FF måtte se sig besejret trods mandfolkeindsats

- Det er klart vores bedste præstation. Jeg så noget af den intensitet i spillet i dag, som vi har set et par gange til træning, når vi har haft mulighed for at træne igennem. Rent fysisk var vi væsentligt længere i forhold til de tidligere kampe. Rent defensivt var vi stærke i vores genpres og i forhold til andenbolde, siger Henrik Pedersen.

- Det er to alt for lette mål, som vi giver væk. Ved det andet mål spiller vi to mod to i den del af feltet, hvor der bliver scoret fra. Det skal vi bare kunne løse, siger Henrik Pedersen, der også ser positive tegn i måden, man fik skabt chancer på.

- Vi fik skabt rigeligt med chancer til at score flere mål, så jeg kan ikke sige så meget til den del, siger Henrik Pedersen.

Vendsyssel-træneren noterer sig, at han i den daglige træning ser så store forbedringer fra den enkelte spiller, at det snart må kunne aflæses på resultaterne.

- Da vi havde vores første culture-game (mulighed for at træne igennem uden hensyntagen til kampe, red.) havde Diego Montiel 11 spurter. Da vi havde vores anden culture-game i mandags, havde han 41 spurter. Det viser meget godt, hvordan vi rykker os, siger Henrik Pedersen.

Derfor er der heller ingen usikkerhed at spore trods nu fem kampe og ingen sejre.

- Sejren skal nok komme. Det har jeg kæmpe tillid til og tro på. Sejrene skal nok komme, fastslår Henrik Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste