Kok Thomas Kurek. Foto: PR foto
Det sker

Bæredygtig inspirationsaften på ny restaurant: - Det kan til tider være lidt af en ensom proces ...

09. september 2021 kl. 12:00

Mandag den 13. september kl. 17 er RARTSTED i Nørregade 17A vært for et arrangement med fokus på økologi og være- og bæredygtighed. Det er gratis at deltage. Mad og drikkevarer kan købes på stedet.

En række nordjyske ildsjæle og iværksættere holder oplæg, der vil være mulighed for at købe en lækker håndholdt økorulle og afslutningsvis kan du opleve musikeren Michael Rexen med komponist, sanger og skuespiller Henri Gibbs. Harmony Gilgamesh Infamous Musical Circus er en pop-up musikalsk forestilling, hvor musikken er skrevet på en rejse gennem Europa under Covid-19.

Mads Rubæk, som driver markliv.nu i Vrå fortæller om idéer og drivkraften bag hans projekt med regenerativ økologisk dyrkning og øko landmand Bjørn Kjeldgård fra Brønderslev deler ud af sine erfaringer med at passe på miljøet og dyrelivet samt om projektet Grønne Gløder, der udlejer shelters med mulighed for færdigpakkede økologiske råvarekasser, bålgrej og opskrifter.

Ellen Raunsmed fra University College Nordjylland fortæller om, hvordan UCN og flere end 11.000 skoler over hele verden er blevet en del af UNESCO-netværket og dermed har forpligtet sig til bl.a. gennem undervisning at fremme verdensmålene.

Fotograf og iværksætter Stephen Freiheit giver et indblik i de idéer og planer om økologi og fællesskaber, han i samarbejde med kok Thomas Kurek har for RARTSTED.

- Det kan til tider være lidt af en ensom proces at forsøge at leve både bære- og væredygtigt. Derfor vil vi gerne støtte op om initiativer, der kan skabe grobund for nye fællesskaber, hvor vi kan have glæde af hinandens idéer og erfaringer, siger Thomas Kurek, der også takker Grønt Overblik, Grøn Folkeoplysning og Økologisk Netværk.

Arrangementet er støttet af Ensomhedspuljen til Nordjylland under Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Annonceret indhold

Nyeste