Nørre Torv i Sindal omdannes i disse timer til en kæmpe høstfest med aktiviteter for alle og svingende musik fra The Firebirds. Foto: Niels Helver
Det sker

Jens Hansen har en bondegård - på Nørretorv: Kårer byens sødeste hund ved stor høstfest

10. september 2021 kl. 15:08

Lørdag 11. september fra 10 - 15 er der høstgilde på Nørre Torv i Sindal. Sindal Biogas K/AGRO har taget initiativ til, at hele byen og omegn fejrer, at høsten er bjærget. Og fredag var man i fuld gang i at omdanne midtbyen til ”Jens Hansens bondegård”.

Der køres store bigballer til torvet. De skal skabe et hyggeligt bondegårdsmiljø, og flere af ballerne anvendes til et stort ”Big-balle tårn” på 4 x 6 meter.

Folk fra Sindal Biogas er i gang med at rejse telte. Der kommer to telte på 6 x 8 meter og et telt på 8 x 12 meter, hvor der blandt andet skal være kunstudstilling af lokale kunstnere og grill med pølser, hvor overskuddet går til Det Danske Spejderkorps og Rideklubben SRV Tyrsig.

Folk fra Sindal Biogas og spejderne rejser tre store telte til diverse aktiviteter. Foto: Niels Helver

På Nørre Torv bliver der også udstilling af små og store traktorer, maskiner og veterantraktorer. Der kommer en kæmpestor sandkasse med guldgravning. Og der er hoppekøer, pedaltraktorer og meget andet.

Klokken 12 kåres Sindals sødeste hund. Alle er velkommen til at møde op med sin hund til kåringen.

På Nørregade er gårdens dyr, som man kan hilse på. Der er får, geder, kalve, køer, høns, kaniner, æsel og pony.

Hele høstfesten krydres med musik fra The Firebirds, og kan man ikke sidde stille, er alle velkommen til en svingom!

Annonceret indhold

Nyeste