Revy-holdet glæder sig til premieren.
Det sker

Lørdag går det løs i Vrå: Scootere, bortløbne katte og kreative Ja-tak-tilbud på Facebook ...

06. oktober 2021 kl. 08:15

Nu er der endelig noget at grine af igen i ”Hønsehuset” i Vrå. Det store revyhold er i fuld gang med at lægge sidste hånd på årets Vrå Revy, som efter en lang coronapause endelig må skydes af på scenen i Vrå Amatørteater.

Og det er ikke bare instruktør Anne Mette Nors, kapelmester Andreas Svaneborg og skuespillerne Morten Pedersen, Lars Boelt, Helle Larsen-Ledet, Pia Bølgestrand og Stefanie Nordmann, som har glædet sig til at fylde teatret med latter igen. Publikum har tilsyneladende også savnet noget sjovere end mundbind, håndsprit og forbud.

Allerede nu er flere forestillinger enten helt eller næsten helt udsolgt. Der er f.eks. kun en enkelt billet tilbage til den sidste forestilling. Men der er stadig mulighed for at opleve årets revy, der byder på både helt nye, skæve overraskelser og naturligvis masser af gode gamle kendinge.

Flere af Vrås store institutioner og firmaer er desuden gået med i kampen om at få smilet og den gode revyoplevelse tilbage til byen oven på coronapausen. Idrætscenter Vendsyssel tilbyder f.eks. en revy-menu inden de to sidste forestillinger, og Vrå Bryghus leverer lækkert hjemmebryg i teatrets foyer til at skylle latteren ned med.

Og hvis man er til vaskeægte premierestemning, så disker SuperBrugsen i Vrå op med ”premiere-tapas”, der kan bestilles til afhentning og ”nydning” inden første forestilling på lørdag d. 9. oktober.

Herefter spiller revyen d. 11., 12., 13., 14. og 15. oktober, og det er ikke småting, som bliver taget under kærlig, satirisk behandling hver eneste aften. For nok har hele verden været plaget af en pandemi, men det har ikke taget pusten fra Vrå-borgerne. Der er en svømmehal på vej, byen fejrer 150 års jubilæum, og der er fuld gang i både scootere, bortløbne katte og kreative Ja-tak-tilbud på Facebook.

Du kan sikre dig billetter til den satiriske gennemgang af livet i Vrå på www.datsbilletten.dk. Og hvis du har brug for hjælp til bestilling, kan du kontakte tlf.: 91 95 15 25

Annonceret indhold

Nyeste