Sanne Godtliebsen og Thomas Kragh Pedersen har på under en uge arrangeret et nyt løb i Hjørring: Løb for livet. Lørdag 23. oktober er der start fra Vendsyssel Teater og mål på Springvandspladsen.
Det sker

Nyt løb i Hjørring: Løb eller gå gennem midtbyen på lørdag og støt Børnecancerfonden

18. oktober 2021 kl. 12:50

HJØRRING: Hjørring har fået et nyt løb, som både børn og voksne, unge som ældre kan deltage i. ”Løb for livet” er navnet på byens nye løb. Ruten er på fem kilometer og handicapvenlig. Startskuddet lyder lørdag 23. oktober på pladsen ved Vendsyssel Teater, og målområdet er Springvandspladsen i Hjørrings midtby. Og alle indtægter fra løbet går til Børnecancerfonden.

- Vi vil gerne gøre løbet til en tradition, fortæller Sanne Godtliebsen, der har taget initiativ til arrangementet sammen med Thomas Kragh Pedersen, der for syv år siden tog initiativ til ultraløbet, Skagen Odde Ultratrail - SOUT i Skagen, som er et velgørenhedsløb, hvor alt overskud går til Kræftcafeen i Skagen.

Thomas Kragh Pedersen har også en meget personlig grund til at støtte de velgørende løb - begge hans forældre tabte kampen mod kræften.

Gode depoter og højt humør

Løbet i Hjørring foregår 23. oktober mellem klokken 10 og 12 - som optakt til ”Knæk Cancer”-ugen.

- Du kan løbe eller gå og støtte den gode sag. Så find løbeskoene frem og tag familie, venner eller kollegaer i hånden. Har du ikke mulighed for at deltage, kan du i stedet købe en støttebillet, tilføjer Sanne Godtliebsen.

- Vi sørger for gode depoter undervejs og højt humør.

Billetter til løbet kan købes hos House & Jeff og på nettet på www.butikhouse.dk

Har man ikke mulighed for eller lyst til at løbe eller gå turen, kan man fortsat støtte det gode formål, idet der er tre former for støttebilletter.

Der er en støttebillet til 50 kroner, 100 kroner og 500 kroner, og Sanne Godtliebsen glæder sig også over at mange - både firmaer og private - har købt støttebilletter.

Det gode formål

Sanne Godtliebsen blev inspireret til Hjørring-løbet af Årets Nordjyde, Alexander Møller Nielsen fra Elling, der fik titlen for sit arbejde med at samle ind til Børnecancerfonden ved at arrangerer motionsløb.

Hun allierede sig omgående med Thomas Kragh Pedersen, der står i spidsen for Skagen Odde Ultratrail – SOUT. Han har stor erfaring med at arrangere løb, og var omgående med på tanken om at lave et løb i Hjørring.

Løbet er kommet i stand på under en uge, og lokale sponsorer har vist stor velvillighed.

- Det er blandt andet dem, der laver depoter på ruten: Føtex, Bones, MovieHouse og Uno Kaffebar.

- Alle arbejder gratis, understreger Sanne Godtliebsen.

- Alt går til Børnecancerfonden. Vi satser på at samle 25.000 kroner ind fra løbet.

Annonceret indhold

Nyeste