Richard Holmes jonglerer behændigt med spraydåserne i kælderen på Vendelbohus. Han arbejder de kommende dage, og folk må gerne kigge indenfor og følge processen torsdag mellem klokken 12 og 16 og fredag mellem 11 og 13.
Det sker

To sure mænd flytter ind på Vendelbohus: Se graffiti-maleren in action

Torsdag og fredag er der mulighed for at følge Richard arbejde med spraydåserne

15. september 2021 kl. 15:52
Opdateret 17. september 2021 kl. 16:54

HJØRRING: Frøen Kermit, divaen Miss Piggy, den svenske kok og de to sure gamle mænd fra balkonen i The Muppet Show gør i disse dage deres indtog på Vendelbohus.

Her er graffiti-kunstner Richard Holmes i gang med spraydåserne i kælderen ved garderoben. Og hermed kan husets gæster se frem til en farverig modtagelse, når de kommer til koncerter, foredrag, teaterforestillinger og fester i det stolte, gamle hus.

- Og interesserede er meget velkommen til at kigge indenfor på Vendelbohus torsdag 16. september mellem klokken 12 og 16 og fredag 17. september mellem klokken 11 og 13 for at følge kunstneren arbejde, siger Rikke Ejsenhardt fra styregruppen på Vendelbohus.

Pengene til at hyre en street-art kunstner er kommet via Slots- og Kulturstyrelsens coronapulje.

Vendelbohus er under corona-nedlukningen blevet opgraderet til version 2021 med blandt andet maling og nye gulvtæpper. Gangen ved garderoben var ikke med i den oprindelige renoveringsplan, men det kom den. Og der er nu malet og lagt nye tæpper på i kælderlokalet.

Den ene væg i kælderen skal nu fyldes med fest og farver i form af de kendte figurer fra Muppet Show.

- Mens vi malede i kælderen, fik vi en drøm om, at væggen i kælderen skulle være et stort vægmaleri. Efter noget research kontaktede vi streetart-kunstneren Richard Holmes, fortæller Rikke Ejsenhardt.

- Maleriet skal vise hvad huset kan: Teater, comedy, koncert, foredrag og meget, meget mere.

Det skal nu illustreret med The Muppets i graffiti-version.

- Uanset om du er 20, 40 eller 70 kender du figurerne fra Muppet Show. Man bliver i godt humør af Kermit, Fuzzie og de to gamle sure mænd på balkonen - der er glimt i øjet.

Annonceret indhold

Nyeste