Livet her

Cykler, bus - og glubsk appetit på is tilgodeset: Tusindevis af kroner uddelt

19. september 2021 kl. 07:00

Torsdag var den store sal på Lynggården fyldt med forventningsfulde gæster fra Aktivitetscentret og Ældrecentret. Det var nemlig dagen, hvor foreningen Fiskekrogen uddelte årets overskud fra salget i det lille, men populære ”fisketeria” i Museumshaven i Hirtshals. Da overskuddet uddeles til forskellige gode formål var spændingen stor, for hvem blev de udvalgte i år.

Det blev Lynggårdens bus, der fik 30.000 kroner til drift og vedligeholdelse. Duo-cyklerne, der også kræver vedligeholdelse, blev tildelt 15.000 kroner. Herudover var der 5.000 kroner til en is, når de ældre er på udflugt. Og Lynggårdens Venner, der afholder månedlige Søndagsmatineer, fik 5.000 kroner til musik. I alt uddelte Fiskekrogen 55.000 kroner. Penge der er indtjent i løbet af juli måned ved salg af fiskeanretninger i det lille ”fisketeria” i Museumshaven.

Foreningen Fiskekrogen opstod i sin tid, da Ældre/Aktivitetscenter Lynggården ønskede en liftbus til beboerne, så de kunne komme på udflugter som en afveksling i hverdagen.

- Det gik så godt med salget af fiskeanretninger i Museumshaven, at vi kunne anskaffe en liftbus, der sidenhen er blevet udskiftet med en ny. Vi er fortsat med det lille ”fisketeria”, der nu giver så store årlige overskud, at vi stadig kan donere et pænt beløb til vedligeholdelse af liftbussen, og der bliver som regel også råd til en is til de ældre, når de er på tur. Herudover er der også penge til vedligeholdelse af duo-cyklerne samt til musikken til de populære Søndagsmatineer, fortæller formanden for Fiskekrogen Herdis Haugaard.

Afdelingsleder for kommunens aktivitetscentre Dorthe Rueskov Andersen bød velkommen til det årlige arrangement, hvor Fiskekrogen kommer på besøg, og samtidig glædede hun sig over, at det nu igen er muligt at mødes til arrangementer. Herefter var der kaffe og rundstykker og fællessang akkompagneret af den populære pianist Jutta Engbjerg.

Herdis Haugaard talte om årets sæson, som hele holdet bag Fiskekrogen er meget tilfredse med. Sæsonen i Museumshaven, der dækker juli måned, var velbesøgt og salget særdeles tilfredsstillende, og takket være de mange sponsorer, kunne foreningen igen i år uddele store donationer til glæde og adspredelse for de ældre på Lynggården.

Annonceret indhold

Nyeste