Borgmester Arne Boelt talte om veteranernes indsat for fred og sikkerhed. Efterfølgende talte garnisonskommandanten oberst Claus Pertou Brixensen (tv for borgmesteren) blandt andet om igangværende missioner. Foto: Niels Helver
Livet her

Flagdag i Hjørring: - For flere familier har det desværre betydet, at de har mistet en datter eller søn

06. september 2021 kl. 08:34

Den 5. september er Flagdag for Danmarks udsendte. Her flages til ære for alle de soldater, der har været udsendt på internationale missioner for Danmark siden 1948. Det er også dagen, hvor de faldne mindes.

I Hjørring Kommune er der registreret 443 veteraner, og kommunen havde inviteret alle med pårørende til markering af dagen ved et storstiles arrangement på Rådhuset.

Omkring 100 veteraner havde taget imod invitationen, og i strålende solskin med en septembers himmel så blå blev flaget højtideligt hejs på Rådhusets flagstang. Herefter talte borgmester Arne Boelt, og han indledte med at takke alle de veteraner, der har været udsendt i forskellige missioner for deres indsats.

- For flere familier har det desværre betydet, at de har mistet en datter eller søn, og at flere er kommet hjem med fysiske eller psykisk skader, men heldigvis er de fleste kommet styrket hjem fra missionerne. Jeg er stolt af Jeres indsats. I gør mig stolt over at være dansker. Tak for Jeres indsats, sagde Arne Boelt blandt andet.

Også garnisonskommandanten oberst Claus Pertou Brixensen talte om den flotte indsats danske soldater yder rundt omkring i verden. Obersten kom også ind på de igangværende missioner i Iraq, Mellemøsten, Kosovo, Baltikum, Afrika og indsatsen mod pirateri.

Efter talerne var der et minuts stilhed til ære for de faldne fra Forsvaret, Politiet og Beredskabet. Hvorefter der blev sunget ”I Danmark er jeg født” akkompagneret af Hjørring Musikskole.

Kommunen var efterfølgende vært ved kaffe og kage på Rådhuset, hvor folketingsmedlem Bjarne Laustsen og veteran Barkan Smedstrup Christensen talte om veteranernes indsats i konfliktfyldte områder.

Veteran Barkan Smedstrup Christensen holdt en personlig og meget gribende tale om veteranernes vilkår. Foto: Niels Helver

Det højtidelige arrangement blev afsluttet med gudstjeneste i Sct. Catharinæ Kirke, hvor provst Thomas Reinholdt Rasmussen prædikede. Han kom ind på afslutningen af Afghanistan missionen, og hvilke konsekvenser den og andre missioner har haft for soldaterne og deres familier.

Annonceret indhold

Nyeste