Den kommende Biomega-fabrik.
Livet her

Håndværkere på havnen: Ny fabrik etablerer sig - en anden udvider kraftigt

26. september 2021 kl. 17:00

Ved konferencen forleden om Hirtshals Havn handlede det især om grøn energi og bæredygtighed - men de omkring 200 deltagere fik også et par andre positive nyheder på erhvervsområdet med hjem.

En helt ny virksomhed er i øjeblikket ved at bygge en stor fabrik for enden af Willemoesvej. Virksomheden hedder Biomega - og har en stor fabrik i Bergen i forvejen. Fabrikken i Hirtshals skal genbruge lakse-affaldet, så som laksehoveder, laksehaler og lakseben.

Direktøren fra Biomega, Stig Victor Petersen, forklarede, at det var naturligt at bygge en fabrik i Hirtshals, fordi det er den by i Europa, hvor der forarbejdes mest laks. Hele genbrugsproduktionen skal gå til dyrefoder og olie i øvrigt. Der vil blive brug for mange ansatte på fabrikken, når den om ca. et år står færdig, lød det endvidere.

En anden stor fabrik i Hirtshals er Danish Salmon, der også er i gang med et stort byggeri på Niels Juelsvej 46. Direktør Kim Lyhne sagde, at det var nødvendigt at udvide produktionen til mere end det dobbelte for at opnå et positivt driftsresultat.

- Vi producerer i øjeblikket 1.100.000 kg laks om året, og vi skal op på en årlig produktion på 2.700.000 kg i 2023, og vi har ambitioner om yderligere vækst, lød det.

Annonceret indhold

Nyeste