Livet her

Her er Bamse: Sindals sødeste hund fundet ved velbesøgt høstmarked - se alle billederne

13. september 2021 kl. 15:00

Det blev en kæmpe succes for den første Høstfest i Sindal. Det var Sindal Biogas K/AGRO, der havde taget initiativ til, at hele byen og omegn fejrede, at høsten nu er bjærget. Samtidig blev også Sindals 150 års byjubilæum fejret med dette brag af et høstgilde.

Selvom det regnede i begyndelsen holdt det ikke folk tilbage. Byen vrimlede med gæster, der ville opleve høstfesten. Hele byen var pyntet med små og store halmballer, der satte den rette stemning af et hyggeligt bondegårdsmiljø.

Sindal Biogas havde sammen med SR Agro og Last, Det Danske Spejderkorps, Rideklubben SRV Tyrsig, Børnehuset Myretuen og Handelsstanden stablet et væld af aktiviteter på benene. Der var ponyridning og levende dyr som kalve, får og høns, som børnene kunne hilse på. Lokale kunstnere udstillede glaskunst, smykker og meget andet. Der var udstilling af store, meget store og kæmpestore landbrugsmaskiner og veterantraktorer. Børnehuset Myretuen havde ansigtsmaling samt guldgravning i en stor container fyld med korn. Der var hoppeborg og lege i bigballetårnet. Spejderne solgte grillpølser, og der var musikalsk underholdning ved det store fem-mands orkester The Firebirds.

Det helt store tilløbsstykke var kåringen af ”Sindals Sødeste Hund”. Her var tilmeldt 22 hunde i alle størrelser og racer. Det satte dommerne dyrlæge Hanne Mortensen fra Sindal Dyrehospital og Heidi Holm fra Rideklubben SRV Tyrsig på en svær opgave, da de skulle bedømme og udvælge den sødeste hund. Efter en grundig votering lykkedes dommerne at udvælge tre søde hunde, der hver fik en præmie. På førstepladsen kom Bamse, på andenpladsen Anthon, og Chivas blev nummer tre.

Foruden de mange aktiviteter, havde byens forretninger gode høsttilbud og holdt ekstraordinært åbent til klokken tre.

Med den store opbakning til denne første høstfest er der god mulighed for, at der også i fremtiden bliver et årligt høstgilde i Sindal by.

Se billederne i galleriet øverst i artiklen

Annonceret indhold

Nyeste