Hjørring Messen 2019 var en succes. Fortuna og Hjørring Håndbold står som arrangør i samarbejde med Dana Cup Sportscenter for messen. Arkivfoto: Peter Broen
Livet her

Hjørring Messen aflyst i 11. time: 15 udstillere meldte fra

De to foreninger bag messen kommer igen i 2022 - tidligere arrangør, Per Bach, hentes på banen igen

22. oktober 2021 kl. 07:05

HJØRRING: Hjørring Messen 2021 var planlagt til den sidste weekend i oktober. Men for en uge siden besluttede arrangørerne i Hjørring Håndbold og Fortuna Hjørring at aflyse messen.

Begrundelsen var, at 15 tilmeldte udstiller var sprunget fra, og hermed blev det økonomiske grundlag for at gennemføre messen for spinkelt.

Det oplyser Mogens Juulsen, der har stået for planlægningen af Hjørring Messen i tæt samspil med Casper Nellemann og en praktikant.

Mogens Juulsen oplyser, at der oprindelig var tilmeldt 55 udstillere.

- Mange havde meldt klar til messen, men da vi kontaktede dem for at få kontrakterne hjem, sprang nogle af dem fra, siger Mogens Juulsen.

- Vi kunne se, at det økonomiske fundament var væk. Hvis vi gennemførte ville vi stå med et overskud på 5000-6000 kroner, så der skulle ikke meget til at vælte det, tilføjer Mogens Juulsen.

- Vi ved godt, at der er udgifter forbundet med at aflyse messen, men vi kunne ikke overskue konsekvenserne ved at gennemføre. Hertil kommer, at der ville være færre udstillere, og måske ville gæsterne få en dårligere oplevelse. Og så ville det være svært at komme igen med en ny messe.

Nu satser de to foreninger på en messe i 2022. Og Per Bach, der tidligere har stået i spidsen for en succesfuld Hjørring Messen, vil tage del i planlægningen af 2022-messen.

Mogens Juulsen mener, at arbejdet skal i gang allerede i foråret.

- Og som jeg ser det, skal vi have nogen, der udelukkende er dedikeret til at arrangere messen. På den måde kan vi komme ud og møde udstillerne - firmaerne og butikkerne. Og det er vigtigt.

Annonceret indhold

Nyeste