Sådan forventes udstillingen at se ud ved Action House i weekenden den 11.-12. september. Foto: Privatfoto
Det sker

I weekenden går det løs: Truckshow i Løkken med hundredvis af lastbiler

08. september 2021 kl. 16:30

Hos arrangørerne af Løkken Truckshow er alle sejl sat ind på at holde et fedt træf i weekenden 10.-12. september i år. Og deltagerne har vist, at de har lyst til at komme til Løkken.

- Der er tilmeldt 370 lastbiler, lyder det begejstret fra Frode Larsen fra Fl Buur som er arrangør af træffet i samarbejde med Action House Løkken. Træffet har mange år på bagen, men det er første gang det holdes i Løkken.

De mange store og flotte køretøjer samles og bliver udstillet ved Action House på Actionvej i Løkken. Der er åbent for publikum lørdag og søndag fra kl. 10. Alle er velkomne og KFUM spejderne fra Rakkeby stiller op og afvikler trafikken på parkeringspladsen.

- Der er udstillere fra Schweiz, Belgien, Norge, Sverige og Danmark samt gæster fra Island blandt de tilmeldte. Folk vil ud og i gang nu, siger Frode Larsen.

En aftenfest med dans i teltet lørdag aften har i alle årene været en vigtig del af det sociale element ved lastbiltræffet.

- Der er tilmeldt 600 til festen. Der er spisning og dans til bandet Østre Gasværk, som skal nok bringe nostalgien frem hos os alle, fastslår Frode Larsen.

Det er første gang, der er lastbiludstilling i Løkken. Arrangørerne skyder på, at der kommer mellem 4000 og 5000 gæster til træffet.

Lastbiltræffet foregår ved Action House i Løkken, og som altid slår arrangørerne udstillingen op på, at der er noget for hele familien. Blandt andet legeland og mange andre familie aktiviteter på Action House.

Annonceret indhold

Nyeste