Livet her

Ladies Night med lokale modeller i stationsbyen: - Tøjet skal pirre din lækkerhedsfølelse

29. september 2021 kl. 17:30

Forleden var der modeshow i Uhrenholdts Gård i Vrå - 70 kvinder i alderen fra 20 år og op var samlet til efterårets Ladies Night, som Vrå-butikken Petit stod bag.

Der blev lagt ud med snak over en omgang lokalt produceret smørrebrød og vin - mange havde brugt aftenen til at tage et par veninder under armen for sammen at snuse til efterårets nyheder indenfor modeverdenen.

- Vi er så glade over den flotte opbakning vi har, siger indehaver af Petit, Lene Hjermitslev.

- I løbet af 3 dage var 40 billetter solgt – og så gik det lystigt fremad, tilføjer hun.

Efter desserten viste de syv lokale modeller efterårets nye styles frem.

I efterårets mode-billede er navy og armygrøn meget fremherskende, lyder det fra Petit.

- I Petit vil vi gerne bringe den indre lækkerhedsfølelse frem i den enkelte kvinde. Det er vigtigt, at du føler dig godt tilpas i et sæt tøj. Hvis ikke, ender det nye tøj blot i skabet. Det har vi hvis alle prøvet. Det er ikke planen. Tøjet skal pirre din lækkerhedsfølelse hver gang, fastslår Lene Hjermitslev.

Flere af deltagerne var heldige at få en gevinst med hjem og efterfølgende blev der ”vendt bøjler” i Petit.

- Det blev en fantastisk aften og med den entusiasme fra såvel modeller, deltagere og mit personale, gentager vi nok til foråret, lyder det fra en glad Lene Hjermitslev.

Annonceret indhold

Nyeste