Henrik Ussing holdt sin tale om bord på fiskerbåden Bent II som står i Løkken Redningshus. Foto: Kirsten Olsen
Livet her

Løkken Redningshus trængte voldsomt ... fest for færdigt arbejde

22. oktober 2021 kl. 10:01

LØKKEN: - Her står det så. Løkken Redningshus, som det har stået her i 85 år. Og hvad er så det for noget pjat at kalde arrangementet i dag for en indvielse - når det nu har stået her i så mange år? Det har vi gjort, fordi vi gerne vil markere, at vi nu har afsluttet arbejdet med at fuge huset op og skifte taget ud med et splinternyt af slagsen. Ligesom tagrender og nedløbsrør er skiftet ud. Det gør vi fordi det trængte – ja, det trængte voldsomt. Klimaet er hårdt her på den yderste pynt.

Sådan indledte næstformand Henrik Ussing, da han holdt tale i anledning af, at Løkken Redningshus er blevet sat i stand.

Videre sagde han blandt andet:

- I 2017 blev Den selvejende institution Løkken Redningshus stiftet. Huset her blev overdraget til foreningen af Hjørring kommune. Foreningens formål er at sikre bygningen for eftertiden, samt at lave nogle kulturelle arrangementer omkring huset.

- I bestyrelsen har vi ment, at det er en forudsætning for et levedygtigt hus, at vi får det vedligeholdt. Så den opgave har vi prioriteret højt. Men det handler ikke kun om bygningens mursten, tag og nedløbsrør. Den selvejende institution Løkken Redningshus er også tænkt som et tilbud til jer, der er mødt op her i dag. For sammen med andre mennesker - ældre og unge - lokale og turister - danske og udenlandske, at ha’ et sted for samvær og oplevelse. Det handler om at være sammen, og det handler om at kunne deles.

Henrik Ussing fortalte om nogle af de aktiviteter redningshuset har budt på, og han fortsatte:

- I den proces vi nu har været igennem, har vi i bestyrelsen tænkt, at rammerne var det der trængte mest. Det har vi nu fået rimeligt styr på, også selvom vinduer og port trænger og er næst på listen. Men med rammerne på plads glæder vi os til at bruge mere krudt på at være synlige og skabe gode oplevelser.

Der var tak til alle der har ydet økonomisk støtte til projektet, her iblandt Hjørring Kommune og en lang række fonde, og ikke mindst en del private bidrag, store som små. - Det vidner alt sammen om stor opbakning både fra lokale og fra byens gæster. Tusind tak for det, understregede Henrik Ussing.

En tak til Løkken Murerforretning v/ Jesper Jørgensen, tømrermester Lars Nielsen og murermester Jens Brandt. I har alle gjort det godt og vi håber det kan holde i mange år fremover. Og endelig en stor tak til Kettrupklanen for musikken.

Annonceret indhold

Nyeste