I juni måned blev det nye legehus indviet under stor festivitas. Legehuset er doneret af Spar Vendsyssel Fonden og blev overrakt af sparekassedirektør Mads Nielsen og souschef Thomas Christensen. Foto: Niels Helver
Livet her

Lokalt børnehus har fået et år på bagen: Sådan går det i dag - se billeder

04. oktober 2021 kl. 14:00
Opdateret kl. 14:05

Det er nu 1 år siden, at Sindal Privatskole i Hørmested slog dørene op til det nye Børnehus med børnehave, vuggestue og SFO. Starten var ganske beskeden med et enkelt barn i vuggestuen og 9 børn i børnehaven.

Her et år efter ser det ganske anderledes ud. Nu er der 9 i vuggestuen og 15 i børnehaven efter der er sendt 12 børn fra børnehaven til skolens 0. klasse samt 36 i SFO. Med den øgede tilgang af børn, er der også sket en udvidelse på personalesiden.

På naturlegepladsen er der i det forløbne år også sket store ting. I juni måned blev et nyt legehus indviet, og i august blev en flot ”skolebus” udskåret i træ taget i brug. Det er skolebestyrelsesmedlem Gitte Baggesen, som har udskåret et fældet asketræ til den flotte legebus, som børnene straks har taget i brug.

Herudover er der også lavet en Tarzanbane og opsat træningsredskaber. Da legepladsen ligger i naturskønne omgivelser, giver det en helt unik mulighed for at skabe et sted, hvor børnene kan udforske, lege og udfordres motorisk.

Børnehusets store popularitet skyldes et godt værdigrundlag og god pædagogisk ledelse, hvor hvert enkelt barn er i centrum. Det er også et stort plus, at børnene kan starte i vuggestuen og fortsætte under trygge rammer til og med 9. klasse.

Børnehusets første vuggestuebarn August og hans mor Henriette kommer med blomster til lederen af Børnehuset Lillian Lyng Thørholm. Foto: Niels Helver
Annonceret indhold

Nyeste