Onsdag aften har et enigt byråd landet budgetaftalen for 2022 og SHI kan med stor begejstring konstatere, at ”Det Blå Frirum” er blandt de tildelte anlægstilskud med et beløb på 2.495.000 kroner, hvilket forventes at svare til ca. en tredjedel af den samlede anlægsinvestering. Illustration: livsværk.nu - René Malin.
Livet her

Million-projekt i Højene med i budget: Kæmpe potentiale for både organiseret sport og spontan idræt

25. september 2021 kl. 08:20

Der har været fulgt med i Hjørring Byråds budgetforhandlinger for 2022 med stor spænding fra Skibsby-Højene Idrætsforenings (SHI) side.

SHI havde nemlig søgt om anlægstilskud til etablering af projektet; ”Det Blå Frirum”, som indeholder flere elementer: 3, 5, 8 og 11 mandsbaner til fodbold på kunstgræs, 2 padeltennisbaner samt et stort areal til brug for mange forskellige aktiviteter, hvor flere sportsgrene kan udfoldes.

Onsdag aften har et enigt byråd landet budgetaftalen for 2022 og SHI kan med stor begejstring konstatere, at ”Det Blå Frirum” er blandt de tildelte anlægstilskud med et beløb på 2.495.000 kroner, hvilket forventes at svare til ca. en tredjedel af den samlede anlægsinvestering.

- Tilskuddet er altafgørende for, at vi i SHI kan komme videre med vores store projekt, siger Søren Pedersen, næstformand i forretningsudvalget og primær-styrmand i projektet, i en pressemeddelelse.

- Vi er af den overbevisning, at dette projekt har et kæmpe potentiale i at øge muligheden for både organiseret sport og spontan idræt for Højene og omegn – dette har et samlet byråd i Hjørring heldigvis været enige med os i, tilføjer han.

Projektets tilblivelse bygger på flere års ønsker og arbejde fra SHI om primært at anlægge kunstgræsbane til fodbold, men en ændring i tilgangen til projektet i 2020 medførte idéen om at få anlagt et bredere fundament for sportsudfoldelse, hvilket betød at projektet voksede i både fysisk størrelse, fik flere aktiviteter for alle aldersgrupper - og ikke mindst har integreret muligheden for at Nordvestskolens elever kan bruge anlægget til både frikvarter og undervisning.

- Skolens involvering sikrer, at elevernes undervisning får et løft qua den tidsbesparelse på transport til og fra Park Vendia. Derudover får skolens elever et endnu større areal at boltre sig på, udover den i forvejen af SHI anlagte Multibane, som skolen i dag benytter flittigt, fortæller Lars Borup, formand for Skolebestyrelsen for Nordvestskolen.

Med et ønske om, at den brede offentlighed kan benytte anlægget, følger drømmene om at SHI skal være ”det moderne forsamlingshus” i Højene og omegn.

Det er målet at kunne rumme alle i alderen fra 0-100 år, hvorfor derfor også skal være aktivitetsmuligheder for alle.

Tanken er, at det skal være naturligt ,at man træner i SHI, leger efter skole i SHI, hygger sig med venner i SHI eller som familie tager på besøg i weekenden i SHI. I forlængelse heraf skal det også være muligt at sætte sig ind og hygge i foreningens cafeteria, som man overtog i september måned - og hvor man i samarbejde med Hjørring Hallerne har planer for, at cafeteriet skal være et samlingspunkt i og omkring foreningen og området.

- Vi har i SHI et ønske om at foreningstanken skal bestå og udvikles i endnu større grad. Vi ønsker, at flere børn, unge, forældre og bedsteforældre kommer i og omkring vores forening. Vi oplever, at foreningstanken med frivillighed, sammenhold og samvær er og har været under pres i flere år. Vi ønsker at genskabe dette, og vi tror, at Det Blå Frirum kan være en stor katalysator for dette, fortæller Søren Pedersen.

Med frigivelsen af støtte fra Hjørring Kommune vil SHI nu intensivere arbejdet yderligere. Der skal afholdes mange møder de næste uger og måneder med entreprenører, kommunen, sponsorer og internt i foreningen, så anlægget forhåbentligt kan stå klar hurtigst muligt.

Det er målet at 1. spadestik kan tages i foråret 2022.

Annonceret indhold

Nyeste