Annette Berthelsen åbner psykoterapeutisk klinik i Løkken. Foto: Privatfoto
Livet her

Ny klinik åbnet i Løkken: Hjælper familier til at forstå sig selv og hinanden bedre

05. september 2021 kl. 14:00
Opdateret 06. september 2021 kl. 09:07

Annette Berthelsen har for nyligt afsluttet en 4-årig uddannelse som Familie- og psykoterapeut, og nu åbner hun klinik på Industrivej 21 til højre, i samme bygning som Fod & Hudklinikken i Løkken.

- Jeg har siden før sommer åbnet mit private hjem for klienter, men det er dejligt, når vi nu kan mødes i mere neutrale omgivelser her på klinikken, forklarer Annette Berthelsen.

Annette Berthelsen er tidligere uddannet lærer, hvor hun hovedsageligt har undervist børn og unge med udfordringer og særlige behov i en folkeskole.

Ud fra uddannelser og erfaring gennem de sidste 10 år har hun udviklet en grundig viden omkring unge og deres familier - herunder hvad der udvikler og støtter børn og unges trivsel.

- Uddannelsen til familie- og psykoterapeut foregik på Blackbird Institute i Hellerup, fortæller hun.

- Det er min naturlige fremdrift at udvikle mig, også når jeg arbejder tæt med børn såvel som voksne. Muligheden var der pludselig for via uddannelsen at udvikle relations- og livskompetence, både privat og for fagpersoner.

- Efter det første år mærkede jeg en kæmpe forskel i mig selv og i min egen familie, og det skabte et ønske om at give det videre til andre. Det gav mig mod på at fortsætte på samme Institut med overbygningen til familierådgiver og familieterapeut, som nu efter 4 fantastiske år har kvalificeret mig til, blandt andet, at arbejde som konsulent i det offentlige skole- og ungdomssystem og selvstændigt at yde rådgivning og terapi for familier, enkeltpersoner og par.

- Jeg har valgt at starte selvstændigt med fokus på familier og unge, forklarer Annette Berthelsen.

- Så gennem rådgivning og terapi hjælper jeg nu både familier med hjemmeboende børn og unge samt også unge, der er flyttet hjemmefra - hjælpen kan være med helt almindelige problematikker til dybere trivselsproblematikker. Jeg hjælper familier til at forstå sig selv og hinanden bedre, der hvor livet udfordrer, og jeg hjælper forældre med at skabe bedre grobund for barnet. Jeg hjælper også unge, som er i klemme i systemet, i familien eller jobmæssigt. Unge som mangler retning, eller som er kommet for langt væk fra sig selv. Svarene ligger ofte i mennesket selv, men tit kommer man for langt væk fra sig selv. Her kan jeg hjælpe dem på rette vej, understreger terapeuten.

Annette Berthelsen har fået indrettet det dejlige store lokale til en hyggelig klinik, hvor hun kan tilbyde gode omgivelser.

- Her er fin plads, og lokalet fungerer godt, så samtalerne sker i ro og trygge rammer.

- Jeg drømmer også om at danne grupper og fællesskaber især med unge, som har en usund angst som følgesvend. Og angst er der desværre rigtig mange som har. Angst kan være invaliderende i sin form, og den rammer ikke bare barnet eller den unge men hele familien, forklarer Annette Berthelsen.

- Mange unge tror, at de er de eneste, som har det svært, lige der hvor de er. Der kan være symptomer som angst, depression, ensomhed eller andet. Det medfører, at mange tror, at de er forkerte, mens det i virkeligheden er et symptom på noget underliggende eller noget i deres omgivelser, der spiller ind. Dem kan vi ikke altid ændre, men vi kan ændre vores egen tilgang til omgivelserne, og i virkeligheden har vi flere muligheder for at få det bedre, end vi troede. Der er som regel altid en mening med galskaben, og det er den, vi sammen kan udforske og behandle, så jeg dermed kan hjælpe klienterne til et bedre liv med mere balance, uddyber terapeuten.

- Her kan et fællesskab med andre også virkelig gøre noget godt. At dele med nogen, der ikke er for tæt på, kan noget særligt, forklarer hun.

Familie/psykoterapeutens hjemmeside hedder: www.annetteberthelsen.com. Her kan hun kontaktes, og der kan bookes tider. Hun gør opmærksom på, at der også er mulighed for at booke ”skæve tider”, som lettere kan passes ind i klienternes kalendere.

Annonceret indhold

Nyeste