Denne Lamborghini Huracán blev 7. oktober beslaglagt ved Hirtshals. Nu er den i politiets varetægt. Foto: Torben Hansen
Livet her

Nyindkøbt Lamborghini beslaglagt: Kørte 236 km/t ved Hjørring

Millionbil var netop købt i Tyskland

07. oktober 2021 kl. 21:32
Opdateret 12. oktober 2021 kl. 15:11

Opdateret 12. oktober kl. 10.12. Bilen er i første omgang beslaglagt. En egentlig konfiskation skal senere besluttes af en domstol.

HIRTSHALS: Det kan være en dyr fornøjelse at køre syd for grænsen for at handle, men sjældent så dyrt, som det torsdag aften blev for en irakisk mand bosat i Norge.

Tidligere på dagen havde han købt en Lamborghini Huracán for to millioner kroner i Tyskland, og få kilometer før færgen hjem til Norge besluttede han sig for at give den gas i sin nyindkøbte italienske millionbil.

Formentlig helt uvidende om den ændring af den danske færdselslov, som fra 31. marts i år gav myndighederne lov til at beslaglægge køretøjer i tilfælde af vanvidskørsel, blev han lige syd for Hjørring målt til 236 km/t i en hastighedskontrol, som Nordjyllands Politi havde placeret på E39.

Det fortæller Jess Falberg, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at bilen blev bragt til standsning kl. 19.25 små 20 km senere lige før Hirtshals.

- Det var lidt trist for ham. Nu er bilen konfiskeret, og det var han da lidt træt af, siger Jess Falberg.

Han oplyser, at beslaglæggelsen fredag bliver indbragt for retten i Hjørring.

- Jeg går ikke ud fra, at der bliver nogle problemer, konstaterer vagtchefen.

Se også
Lamborghini holder bomstille - uvist hvor længe
Se også
Så mange er sigtet for vanvidskørsel efter nye regler - her er de værste nordjyske sager
Se også
Vanvidskørsel på motorcykel: 150 km/t i by
Annonceret indhold

Nyeste